Foto: Kasper Bruun Vindum Brandt / TV 2 Lorry

Kun en måned efter sensationel parring: Nu er de begge døde

I nat døde den hunblæksprutte, man ellers havde håbet var drægtig. Men alt håb er ikke ude, for næste blækspruttegeneration.

Naturen kan til tider være barsk.

Og ikke kun når det gælder om at skaffe sig føde. Nej, for nogle arter er det også naturligt, at man må lade livet for at give plads til næste generation.

Det er også tilfældet for blækspruttearten Eledone cirrhosa - eller blot eledoneblæksprutte - der er den mest almindelige otte-armede danske blæksprutte. 

Hannen dør efter parringen, og hunnen dør efter æglægningen.

Men her går grænsen næsten også for, hvor meget man ved om blæksprutternes parring og efterfølgende æglægning. Det er nemlig enormt svært at få de ottearmede dyr til at parre sig i fangenskab, og derfor var det lidt af en sensation, da netop dét lykkedes for Øresundsakvariet i starten af februar måned.

  Foto: Kasper Bruun Vindum Brandt / TV 2 Lorry

Parringen så lovende ud

- Vores han døde jo lige efter, de havde parret sig, og det er helt naturligt. Derfor var vi også rimelig overbeviste om, at hunnen var befrugtet rigtigt, siger marinebiolog og akvariechef ved Øresundsakvariet, Jens Peder Jeppesen, til TV 2 Lorry.

Så meget desto værre var det altså også, da én af akvariets veterinærstuderende i morges mødte ind til et sørgeligt syn, forklarer en ærgerlig akvariechef.

- Vi ved ikke, hvad der er sket lige nu, men det finder vi forhåbentlig ud af, når vi dissekerer hende i løbet af de kommende dage, siger han.

Måske slet ikke gravid

Det vil måske også give svar på, om hun-blæksprutten i det hele taget har været gravid.

For hvor en succesfuld parring mellem blæksprutterne er sjælden, så er en succesfuld æglægning og udklækning endnu mere sjælden.

Læs også Sjælden parring fanget på video: "Det er helt sindssygt stort"

Faktisk har Jens Peder Jeppesen ikke kendskab til noget akvarium i Norden, hvor det er lykkedes. Derfor vil man også gå ekstra forsigtigt til værks, når man skal undersøge dødsfaldet i løbet af de kommende dage.

Håb for næste generation

- Det kan i princippet godt være, at hun allerede har lagt æggene, og at vi bare ikke har opdaget dem. Hun har faret rundt dernede som var hun skudt ud af en kanon den sidste uges tid, så det kan jo godt være, siger Jeppesen.

Udover at undersøge den afdøde hun-blæksprutte grundigt vil Jens Peder Jeppensen derfor også iføre sig våddragt og dykke ned for minutiøst at gennemgå akvariets mange sprækker.

Læs også Peter fandt særlig blæksprutte: Danekræ giver ny viden

Og så handler det ellers om at kigge fremad:

- Vi skal prøve at klarlægge, hvad der er gået galt, og hvad vi kan gøre bedre næste gang, og så skal vi have fat i nogle nye. I morgen ringer vi over til nogle af de jyske akvarier, for at se om de har nogle blæksprutter, vi kan låne, siger Jens Peder Jeppesen.