Foto: TV 2 Lorry

Kulturpenge ud af København

Det Kongelige teater skal ikke flyttes ud og Nationalmuseet går også fri. Men kulturmidlerne skal i fremtiden deles helt anderledes ud, siger Kulturministeren.

Kulturminister Bertel Haarder, Venstre, vil give flere af statens kulturpenge til provinsen, når der uddeles diverse tilskud og frie midler i fremtiden.

- Det er ikke rimeligt, at de to kommuner, København og Frederiksberg, i kraft af de mange statslige institutioner, så at sige får både i pose og sæk, skriver Bertel Haarder i en pressemeddelelse.

Nationalmuseet og Det Kongelige Teater bliver der ikke flyttet rundt på, erklærer ministeren. Når det er sagt, er kulturministeren klar til at ryste posen med kulturmidler grundigt.

En større del af DR's radio- og tv-produktion skal derfor efter ministerens mening flyttes væk fra København.