Kulturaftale samler Nordsjælland

10 af 11 nordsjællandske kommuner har nu skrevet under på en aftale, der skal sikre et bredere samarbejde om kulturen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

 En ny fælles aftale, der skal styrke kulturlivet gennem samarbejde på tværs af kommunegrænserne, er nu underskrevet af 10 ud af 11 nordsjællandske kommuner. Halsnæs Kommune ventes at godkende aftalen på byrådsmødet i december, og dermed bakker alle kommuner i det gamle Frederiksborg Amt op om samarbejdet, som også indbefatter andre kommuner i Region Hovedstaden.

- Ved at gå ind i en regional kulturaftale opnår den enkelte kommune at blive en del af et større fællesskab. Det gør, at man lettere kan komme i hensigtsmæssig dialog med andre sektorer, siger konsulent Lars Stentoft.

Han var med til at indføre en regional kulturaftale i Nordjylland og gik senere som kulturdirektør i Kolding med i en tilsvarende aftale for trekantsområdet. Også andre af landets regioner arbejder tværkommunalt om kulturen, men indtil nu har hovedstadsregionen haltet bagefter på dette punkt.

Og uden en regional kulturaftale går kommunerne glip af en mulighed for at arbejde sammen med uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet, mener Lars Stentoft.

I Nordjylland har museerne arbejdet sammen med de tekniske uddannelser på Aalborg Universitet og udviklet nye teknologier til museumskommunikation. Og kulturpersoner har arbejdet sammen med sociologer og markedsøkonomer om at finde frem til, hvordan man bedre kan nå ud til ungdommen.

- Jeg tror ikke, det enkelte museum kunne have udviklet disse projekter, hvis det havde stået alene. Men i disse eksempler har kommuner og museer arbejdet sammen om at få kontakt til universiteter, hjemtage EU-midler og få private firmaer med til at udvikle ideerne, siger Lars Stentoft.

Ketil Folmer Christensen, der er koordinator for samarbejdsaftalen, håber, at 25 kommuner vil skrive under.

- I sidste ende skulle aftalen gerne være til glæde for borgerne ved at give bedre kvalitet i kulturtilbuddene og give kommunerne nogle løsninger til, hvordan vi opnår den effekt, siger han.

     


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik