Kultur bedre end medicin.

Musik får patienter med hjerneblødning hurtigere på benene, dans styrker balancen for folk med Parkinsons, og korsang kan give kræftpatienter mod på livet. Det er konklusionen i flere internationale forskningsprojekter, der nu har fået den svenske regering til at afsætte en halv million svenske kroner til et nyt forsøg, skriver Politiken mandag.

Her skal læger have
mulighed for at ordinere kultur til langtidssyge, der lider af
f.eks. smerter i ryg, skuldre og nakke eller lette depressioner.

'Kultur på recept' kaldes pilotprojektet, der gennemføres med
20-30 udvalgte patienter på Capio Cityklinikken i Helsingborg i
samarbejde med byens kulturinstitutioner.

»Jeg tør godt love, at
det her vil blive et af verdens mest prestigefyldte
forskningsområder, for der er ingen tvivl om, at kulturen har en
direkte indvirkning på helbredet: Frem for alt, fordi den
bidrager til at sænke stresshormonerne, så vi bliver mindre
stressede og øger vores velbefindende«, siger professor i
molekylær biologi, Gunnar Bjursell, fra det tværfaglige Center
for Kultur og Sundhed på Göteborgs Universitet, til Politiken. I
Göteborgs har forskere fra så forskellige områder som neurologi,
psykologi, religion og kulturvidenskab planlagt op imod 30
forskningsprojekter inden for emnet.

Forskningen skal være
landsdækkende og gerne inddrage andre nordiske lande. Man kan
dog ikke få lægen til at udskrive en recept på 10
operabilletter, understreger Christina Gedeborg-Nilsson,
sektionsleder for Kultur i Vården (på dansk: behandlingen) i
Region Skåne.

»Når man har været sygemeldt længe, kan man få
social fobi, hvor man knap tør gå ud og møde andre mennesker.
Kultur kan være en nøgle til at stimulere sindet og dermed også
sætte det biologiske system i gang«, siger hun til Politiken.
Sundhedsordførere for både den danske opposition og
regeringspartierne er meget positive over for kultur som
behandlingsform.

Sophie Hæstorp Andersen (S) mener, staten skal
afsætte penge til at forske i området. »Jeg er ret begejstret
for ideen. Det, vi nu mangler, er at dokumentere, hvem det
virker for, og hvordan man kan iværksætte det. Men det er et
område, hvor vi ikke kan forvente, at medicinalindustrien vil
komme og sponsorere forskning for os«, siger hun til Politiken.