KU-forskere skal løse fremtidig mangel på fødevarer

I samarbejde med tre universiteter og med 203 millioner kroner i ryggen skal forskerne være med til at opnå viden, der kan bidrage til mere robuste og bæredygtige afgrøder.

Når vi om 30 år er to milliarder flere mennesker på kloden, som skal have mad, står verden over for en udfordring i produktionen af fødevarer. FN forventer nemlig, at behovet vil stige med cirka 50 procent.

Derfor skal et større forskningsprojekt med forskere fra Københavns Universitet arbejde med at gøre vores afgrøder mere robuste, da omkring hver tredje afgrøde går tabt på grund af tørke, skadedyr og sygdomme.

To nye forskningsprojekter ledet af forskere fra Institut for Miljø- og Plantevidenskab på Københavns Universitet skal mere præcist være med til at opnå en bedre forståelse for samspillet mellem planter og de mikroorganismer, der omgiver dem både over og under jorden. Målet er at udnytte den viden til at udvikle stærkere afgrøder på en miljøvenlig måde.

-Ligesom menneskers tarmflora er vigtig for vores sundhed, har de mikroorganismer, der lever på planter, stor indflydelse på hvordan planterne klarer sig. Men i dag ved vi slet ikke nok om, hvordan de forskellige bakterier påvirker hinanden og planten i en sky af signaler. Nu har vi rammerne til at få kortlagt de her komplekse samspil, hvor vi hidtil har måttet nøjes med at skrabe i overfladen, siger professor og molekylærbiolog Lars Hestbjerg Hansen fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab.

Samarbejde med flere universiteter

Projekterne er en del af et nyt seksårigt forskningsprogram med titlen Collaborative Crop Resilience Program (CCRP), som foregår i samarbejde med Aarhus Universitet, DTU og North Carolina State University. Arbejdet støttes af Novo Nordisk Fonden med 203 millioner kroner.

Cirka 122 millioner kroner af det samlede beløb går til delprojekterne på Københavns Universitet. Muligheden for at komme i dybden med problemstillingerne vækker også glæde hos John Renner Hansen, der er dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

- Projektet er en enestående mulighed for at få fremskaffet en grundviden, som kan komme hele verden til gode og gøre en livsvigtig forskel i fremtiden. Ikke alene kan det være med til at løse en af vores allerstørste globale udfordringer ved at bane veje for et grønnere og mere effektivt landbrug - det vil også understrege den exceptionelt høje standard, som dansk forskning har på dette område, siger John Renner Hansen.

Bevillingen på sammenlangt 203 millioner kroner er den største enkeltbevilling til forskning inden for landbrug, som nogensinde er givet i Danmark.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik