Krydstogter svigter igen Helsingør

Hver sommer plejer fire til seks store krydstogtskibe at lægge til på reden uden for Helsingør eller inde i havnen, men det billede har ændret sig markant.

I sommer var kun tre skibe booket, og de valgte alle at aflyse. Til sommer har de tre rederier valgt slet ikke at booke sig ind i Helsingør. De sender luksus-lineren til den større havn i Helsingborg i stedet for, skriver Frederiksborg Amts Avis.
De manglende krydstogtskibe kommer til at gå ud over turismen i Nordsjælland, vurderer Peter Slaatorn, der er bestyrelsesformand i Vækst og Viden i Helsingør. Gæsterne fra de store krydstogtskibe tager nemlig på udflugter rundt i hele Nordsjælland for at se slottene, Louisiana og andre attraktioner. Derudover giver de små krydstogtskibe, som kan lægge til inde i selve havnen, også gode penge, når gæsterne besøger Helsingørs butikker og restauranter.
Havnechefen i Helsingør og Peter Slaatorn håber på, at krydstogtflugten blot er en overgang, indtil Kulturhavn Kronborg står færdig.