Kronprinsen gentager fødselsdags-succes: Royal Run vender tilbage

I år 2019 vender Kronprinsens fødselsdagsløb, Royal Run, tilbage. Igen i år trækker Kronprinsen i løbeskoene i landets største byer - og du kan være med.

Foto fra sidste års Royal Run. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Da Kronprins Frederik blev 50 sidste år, blev det fejret med manér.

Få dage før sin fødselsdag løb Kronprinsen sig igennem Danmark med et løb i fem af landets største byer på samme dag, og han inviterede alle danskere til at løbe med under titlen Royal Run.

Og det var der mere end 70.000 danskere, der gjorde. I hovedstaden løb over 30.000 med.

Succesen har nu fået Kronprinsen til at gøre en tradition ud af løbet - og igen i år inviterer han danskerne til at hoppe i løbeskoene og løbe sammen med ham til endnu et Royal Run.

I år finder Royal Run sted den 10. juni i Aarhus, Aalborg og til sidst i København og på Frederiksberg. I hovedstaden kan man enten vælge at løbe en mil, der svarer til 1,6 kilometer, eller 10 kilometer.

00:57

Her inviterer Kronprinsen danskerne til Royal Run igen i år. Foto: TV 2

Luk video

Jeg håber, at I vil være med til at gøre i år ligeså festlig

Kronprinsen

- Royal Run sidste år var en fantastisk oplevelse, som jeg er meget taknemmelig for. Både venner, bekendte og folk, jeg ikke kender, der deltog i løbet, blev ramt af stemningen, der var. Så jeg var ret hurtigt overbevist om, at hvis der var opbakning fra arrangørerne, så skulle vi prøve at gentage Royal Run i 2019, siger Kronprinsen.

-  Jeg håber, at I vil være med til at gøre i år ligeså festlig, siger han.

Sidste år begyndte løbe-festen i Hovedstaden på Frederiksberg, og ruten gik blandt andet ind forbi Amalienborg, hvor Kronprinsen vinkede til sin mor. Den præcise rute i Hovedstaden er endnu ikke offentliggjort.

Du kan tilmelde dig på www.royalrun.dk.

Et løb for alle

Sidste år løb Kronprinsen én mil i de fire største byer og ti kilometer i København og på Frederiksberg. 

Han tilbagelagde de 10 kilometer på 57 minutter, selvom han havde ondt i ryggen - men ved Royal Run det er ikke sluttiden, det kommer an på.

En sporty Kronprins:

Kronprinsen selv er mere sporty end gennemsnittet. I 2013 gennemførte Kronprins Frederik en Ironman, der består af 180 kilometers cykling, 3,8 kilometers svømning og 42 kilometers løb, som han klarede på 10 timer og 45 minutter.

 

Derudover har han gjort tjeneste ved Frømandskorpset, der er en maritim eliteenhed under Forsvaret.

 

Ved sidste års Royal Run gennemførte han 10 kilometers løb på 57 minutter med ondt i ryggen.

Se mere

Man kan både gå og løbe distancerne, og der er særlige miles for familier og børn.

- Royal Run er for alle – om man er fysisk udfordret, erfaren løber, eller om man blot vil gå distancen. Det sociale idrætsfællesskab er det vigtigste i Royal Run, og vi vil gerne inspirere danskere i alle aldre uanset kondital og målsætning til at være med i denne begivenhed. I Royal Run er de små mål nemlig mindst lige så meget værd som de store, siger Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund, der er én af arrangørerne.

Kronprinsen håber, at sidste års succes kan give nogle nye løbere lyst til at komme ud og røre sig:

- Jeg ser frem til, sammen med resten af Danmark, at tilbringe en dag i motionens tegn. Det er mit håb, at mange igen får lyst til at udfordre sig selv og røre sig i nogle smukke rammer rundt omkring i landet. Sidste år var en fantastisk dag. Det vil glæde mig at se rigtig mange gengangere i år – men også nye, der har fået blod på tanden, siger Kronprinsen.

Sådan så det ud sidste år, da Kronprinsen løb Royal Run i København og Frederiksberg:

Selvom det var en hård dag for den 50-årige Kronprins, var der godt humør. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

26.000 løb med på ti-kilometer turen på Frederiksberg og i København sidste år. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

01:02

Prins Christian løb med i Royal Runs familie-mil. Han løb de 1,6 kilometer på 7,35 minutter.

Luk video

Kronprinsen løb side om side med Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen, Liberal Alliance. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

00:16 Luk video

Her ses en af de yngste deltagere ved Royal Run i København. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Kronprinsesse Mary sammen med kronprinsparrets fire børn - Isabella, Vincent, Josephine og Christian. Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix

Fakta om Royal Run 2019

  • Royal Run afholdes d. 10. juni 2019 i Aalborg, Aarhus og København/Frederiksberg
  • D. 10. juni åbner Kronprinsen Royal Run med at løbe One Mile i Aarhus. Kronprinsessen bakker op om løbet ved at løbe 5 km i Aalborg, og Kronprinsen slutter dagen med at løbe 10 km i København/Frederiksberg.    
  • I København/Frederiksberg kan man deltage på One Mile (1,6 km) og 10 km.
  • Den lokale arrangør i Hovedstaden er Sparta.
    ​​​​Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af HKH Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. Her var 70.575 tilmeldt i Danmarks fem største byer.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. TV 2 er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
  • Tilmelding og information: www.royalrun.dk 

 


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret