Kritik: Kabell misbruger terror-anbefaling til bilfri bymidte

Et københavnsk, rødt flertal stemte torsdag aften for et forslag om at lukke Københavns bymidte for biltrafik. Et snigangreb, mener Venstre og Konservative.

Hvis det står til de røde partier i Københavns Borgerrepræsentation, skal Københavns bymidte være lukket for biler.

Forslaget kommer fra teknik- og miljøforvaltningen, der siger, at man handler på baggrund af PET's terror-sikkerhedsanbefaling.

quote Morten Kabell har på glimrende politisk vis forsøgt at misbruge en anbefaling fra PET til at sørge for, at bilerne kommer ud af byen.

Flemming Steen Munch, Venstre i København

- Den her sag handler om sikkerhed. Og der agerer jeg på den vejledning, som kommer fra Københavns Politi og PET. For den her sag handler ikke om trafikpolitik. Den handler ikke om byrumspolitik. For mig handler den om sikkerhed for københavnerne.

Sådan lyder det fra Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell, EL, torsdag aften, efter borgerrepræsentationen netop har vedtaget et forslag om yderligere undersøgelser, der kan lukke for biltrafikken i den københavnske middelalderby. 

Terroranbefalinger er gidsel

Den udlægning er Venstre og Konservative i den københavnske borgerrepræsentation imidlertid ikke enige i.

De mener, at Morten Kabell har taget terroranbefalingerne fra Politiets Efterretningstjeneste som gidsel i en sag, der handler om borgmesterens egen trafikpolitiske agenda - og ikke om at tage anbefalingerne fra PET og Københavns Politi alvorligt.

- Morten Kabell har på glimrende politisk vis forsøgt at misbruge en anbefaling fra PET til at sørge for, at bilerne kommer ud af byen, siger Flemming Steen Munch, V., til TV 2 Lorry.

 - Det lyder som en meget alvorlig anklage at sige, at Morten Kabell bruger terrorsikring til at nå målet om bilfri by?

- Det er også en alvorlig anklage. Det hænger sammen med, at der intet sted i den indstilling, der ligger til borgerrepræsentationen, står noget som helst om terror i den bemærkning, der er om at få bilerne ud af byen, siger han. 

K: En bilfri by ad bagvejen

Hos De Konservative har man samme holdning.

- København skal jo fungere i hverdagen. Så det der med at spærre hele indre by af, den køber vi ikke, siger Jakob Næsager, Kons., og tilføjer:

- Vi er nødt til at sikre, at det her ikke bliver brugt til at indføre en bilfri by ad bagdøren. Så derfor skal vi vide helt præcist, hvilke anbefalinger som efterretningstjenesten kommer med. Og vi lytter til efterretningstjenestens sikkerhedsvurderinger - men vi går ikke videre end det, efterretningstjenesten anbefaler. 

Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell er dog uforstående for kritikken.

- De Konservative og Venstre siger, at de mangler en konkret anbefaling fra Politiet og PET om at gøre bymidten bilfri. De siger, at du bruger det som løftestang til at få gjort København bilfri. Hvad siger du til det?

- Jeg vil sige, at den her sag ikke handler om trafikpolitik eller byrum. Den handler om at gøre København sikker. Og når vi modtager en anbefaling fra Københavns Politi og PET om, hvad vi skal rykke ud og gøre - så gør vi det, siger borgmesteren og fortsætter:

- For vi er ikke en sikkerhedsmyndighed, det er de. Jeg har ikke noget ønske om at slå politisk plat på en så alvorlig situation, som den Europa står i i disse måneder. Og det synes jeg, at alle skal have for øje, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik