Kritik af forvandlet terrorklods: "Det er ikke nuttet"

Virksomheden TagTomat har forskønnet en af de klodser, der skal sikre københavnerne mod terror. Det møder nu kritik.

Betonklodserne på Rådhuspladsen minder os om, at en terrorist flere gange inden for det seneste år har kørt ind i en menneskemængde i flere byer i Europa.

De er sat op for at beskytte københavnerne mod en lignende situation.

quote Det svarer jo til, at man skulle have påsat smileyer på mørklæginngsgardiner under krigen. Det virker bare totalt upassende.

Henrik Dahl, folketingsmedlem, Liberal Alliance

Men virksomheden TagTomat fik en idé til at gøre betonklodserne mindre ubehagelige. Man byggede derfor i juni en klods om til en bænk med et cykelstativ bagpå med et blomsterbed på toppen:

- Vi har jo alle sammen cyklet forbi Rådhuspladsen, og vi har set de her betongrise, og man føler ubehag, når man ser dem og skynder sig videre og prøver at glemme, at der er krig i verden. Men vi skal jo ikke glemme - vi skal sætte fokus på det på en ny måde, sagde Anne Tange, der er gartner for TagTomat, til TV 2 Lorry, mens den blev bygget.

- Idéen er, at vi gerne vil fjerne folks frygt for krig og terror. Krig og terror findes, men hvis vi ændre på folks frygt og angst, kan vi få dem til at tale mere samme. Og så gør TagTomat byen mere blomstrende, grønnere og rarere samtidig, siger hun. 

Terror er ikke nuttet

Men nu møder den forskønnede terrorklods kritik fra folketingsmedlemmet Henrik Dahl fra Liberal Alliance, skriver Kristeligt Dagblad.

- Dette gør mig grundvred. Hvem har dog fostret den syge idé at gøre beskyttelse mod salafistisk terror nuttet? Det, der burde stå på betonklodsen, er den rå sandhed: Engang behøvede vi ikke at beskytte Strøget mod salafistisk terror. Det gør vi desværre nu - og indtil den dag, den er bekæmpet, skrev han på Facebook.

- Jeg savner en forargelse over, at vi nu er nødt til at beskytte os med betonklodser. Det skal ikke gøres nuttet. Det er der intet nuttet over. Det svarer jo til, at man skulle have påsat smileyer på mørklæginngsgardiner under krigen. Det virker bare totalt upassende, siger han til Kristeligt Dagblad.

Betonklodserne skal ikke forhindre lastbiler i at køre ind på Strøget, men derimod sætte hastigheden ned, oplyste Københavns Politi i april. 

Terror skal ikke ødelægge hyggen

Indehaveren af TagTomat, Mads Boserup Lauritsen, er uenig i Henrik Dahls synspunkt:

- Man kunne også vende det om og sige, at ikke skal finde os i, at terroren skal ødelægge vores hygge og smukke by. Derfor synes jeg egentligt, at vi bekæmper terrortruslen på en meget dansk måde. Og vi får næsten kun positive reaktioner, siger han til Kristeligt Dagblad.

TagTomat har siden midten af juni, hvor TV 2 Lorry omtalte bænken, ombygget endnu en terrorsikringsklods ved Nyhavn. Ombygningen af klodsen er godkendt af Københavns Kommune.

TagTomat var nomineret til Københavns Kommunes erhvervspris inden for kategorien "Attraktiv by". 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik