Krisen giver mindre affald

Finanskrisen slår nu igennem på affaldsområdet. For første gang i Vestforbrændings historie falder antallet af besøgende og mængderne af affald ude omkring på genbrugsstationerne, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Fra januar til august i år er mængderne
af affald på genbrugsstationerne i Vestforbrændings 19 kommuner
svundet med syv procent i forhold til samme periode året før, og
i årets første otte måneder er antallet af besøgende på
genbrugsstationerne i gennemsnit faldet med otte procent.

Det er først og fremmest mængden af byggeaffald, der svinder ind, mens mængden af husholdningsaffald stort set er den samme.Udviklingen kommer ikke helt bag på Vestforbrændings direktør, Ivar Green-Paulsen. For når aktiviteten i samfundet falder, falder mængden af affald også. Og hos Vestforbrænding ved man, at mængden af affald altid følger den økonomiske udvikling.

Hvad der derimod overrasker, er, at knækket kommer så pludseligt. - Det plejer at klinge ud. Men denne gang er udviklingen gået direkte fra en stigning til et fald, siger Ivar Green-Paulsen, der spår, at affaldsmængderne vil forsætte med at falde.

Selvom presset på genbrugsstationerne lettes, skal borgerne dog ikke vente prisfald på renovation og genbrug lige foreløbig. I Gribskov og Halsnæs Kommuner kommer borgerne tværtimod til at opleve prisstigninger til næste år.