Krisehjælp kan blive nødvendigt efter indbrud

At have stået ansigt til ansigt med en indbrudstyv i sit eget hjem, kan for nogle ofre kræve akut psykologhjælp.

Det er nok ikke så svært at forestille sig, men det kan være en voldsom oplevelse at være udsat for indbrud i sit hjem. For nogle af ofrene kan det endda være så traumatisk en hændelse, at de efterfølgende behøver psykologhjælp for at glemme indbruddet.

Det skriver Tryg Forsikring i en pressemeddelelse.

quote Hvis vi har ligget og sovet under indbruddet har vi oven i købet været fuldstændigt forsvarsløse. Det ryster os i vores grundvold.

Michael Bruun, specialist i krise- og katastrofepsykologi

En af de uheldige, der har stået ansigt til ansigt med en indbrudstyv er 17-årige Sarah fra Rødovre, der fik sin formiddagslur afbrudt af voldsom støj i sit hjem.

Sarah er ikke hendes rigtige navn, da hun ønsker at være anonym efter oplevelsen. TV 2 Lorry er bekendt med hendes identitet.

- Først troede jeg, at det var min mor, der var kommet hjem, men da døren til mit værelse åbnede, så jeg en fremmed mand. Jeg kiggede på ham, og han kiggede på mig, hvorefter han stille og roligt lukkede døren igen. Kort efter hørte jeg hoveddøren smække i, fortæller Sarah, som ønsker at være anonym efter oplevelsen.

Efter den bratte opvågning skulle Sarah lige sunde sig, og først dér gik det op for hende, at der var noget galt. Hoveddøren var brudt op og soveværelset var blevet gennemrodet af indbrudstyven.

- Tyven må have været inde i lejligheden i noget tid. Alligevel havde jeg intet hørt, og det var efterfølgende en ret skræmmende tanke, lyder det fra Sarah, der i dag er kommet sig oven på oplevelsen, selvom mindet stadig dukker op i bestemte situationer.

Indbrud i Lorryland

Generelt falder antallet af indbrud både på landsplan men også i vores regioner. 

 

Siden 2011 er antallet af indbrud i privat beboelse i Danmark faldet stødt, og frem til 2018 gik det samlede indbrudstal fra cirka 45.000 til knap 29.000 årligt

 

I Region Sjælland og Region Hovedstaden er der fra 2017 til 2018 sket et fald i antal indbrud hos privat beboelse  - og en del mere end landsgennemesnittet. 

 

Region Hovedstaden oplevede i 2018 en nedgang i indbrud i hjemmene med otte procent, mens tallet for Region Sjælland faldt med syv procent.

 

På landsplan lyder faldet på 1,3 procent.

Sidder i kroppen længe

Sarahs oplevelse er langt fra ualmindelig. I de fleste tilfælde tager indbrudstyven benene på nakken, hvis de bliver opdaget i et fremmed hjem.

Men selv et kort møde med en indbrudstyv kan være en traumatisk episode for offeret:

- De kunder, som henvender sig til os for at få krisehjælp efter et indbrud, er dybt påvirkede af hændelsen og søger hjælp til at bekæmpe utryghed og angst, siger Charlotte Dietzer, der er skadechef i Tryg.

- Nogle er blevet bange for at være alene hjemme eller for at forlade hjemmet af frygt for endnu et indbrud, mens andre lider af søvnbesvær og stress, siger Charlotte Dietzer.

quote Tyven er ikke ude efter dem personligt, men vil bare have deres værdier

Michael Bruun, specialist i krise- og katastrofepsykologi.

Særligt indbrud i private hjem kan være endnu sværere at håndtere for offeret, mener Michael Bruun, der er specialist i krise- og katastrofepsykologi.

- Hjemmet er der, hvor vi slapper bedst af og føler os mest trygge. Paraderne er helt nede, og derfor rammer det ekstra hårdt, når indbruddet foregår, mens vi er hjemme. Hvis vi har ligget og sovet under indbruddet, har vi oven i købet været fuldstændigt forsvarsløse, siger han.

- Det ryster os i vores grundvold.

Derfor råder også Michael Bruun sine klienter til, at de garderer sig mod indbrud ved at investere i indbrudsforebyggelse, låse døren til soveværelset og lade lyset stå tændt i hele huset - hvis det er det, der hjælper.

- Det tærer på kræfterne, hvis man hele tiden bekymrer sig om risikoen for indbrud. Derfor gør jeg meget ud af at forklare ofrene, at der er tale om et enkeltstående tilfælde. Tyven er ikke ude efter dem personligt, men vil bare have deres værdier, siger Michael Bruun.

Ud over en alarm anbefaler Tryg en række initiativer, som kan forebygge indbrud i private boliger

  • Invester i gode låse og vinduer, som kan gøre det mere vanskeligt for tyven at komme ind i din bolig.
  • Anvend tænd- og sluk-ure til lys og musik, når du ikke er hjemme.
  • Undgå at give tyven arbejdsro. Klip for eksempel hækken ned og sørg for, at der ikke er helt mørkt på grunden, særligt ved døre og vinduer. Tilknyt eksempelvis en sensor til udendørsbelysningen, så lyset tænder, når der er bevægelse omkring huset.
  • Lav en aftale med naboerne om at holde øje med hinandens boliger.
  • Få naboen til at fylde din skraldespand, tømme postkassen og sætte sin bil i din indkørsel, hvis du ikke er hjemme i længere tid.
  • Placer elektronisk udstyr, designermøbler og lignende, så de ikke er synlige udefra.
  • Mærk dine værdigenstande med syntetisk DNA - en usynlig væske med en unik kode, som kan kædes direkte til dig, hvis politiet finder tyvekoster fra dit hjem. Det gør det sværere for tyven at afsætte varerne til hælere.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik