Kræftvaccine som gave

Et stigende antal bedsteforældre vælger at satse på børnebørnenes sundhed, når de får stukket en ønskeseddel i hånden, skriver B.T. onsdag. Gavekort til enten en vaccination mod livmoderhalskræft eller til at få nedfrosset stamceller fra navlestrengen er ved at blive et hit.

»Jeg kan helt klart bekræfte, at bedsteforældre er begyndt at
give deres børnebørn gavekort til vaccine mod livmoderhalskræft.
De er meget interesserede og spørger meget til det,« fortæller
gynækolog Christine Felding til B.T.

»Da vaccinen kom i 2006, kunne vi gynækologer slet ikke få
armene ned for bare begejstring. Tænk engang, at man kan
vaccinere sig ud af en kræftsygdom,« siger Christine Felding,
der synes, at det er en fin udvikling, at bedsteforældrene også
kommer på banen.

»Hvis du er 16 år, vil du måske hellere have en fladskærm. Men
på sigt skal de unge nok påskønne det,« siger hun.

Hvert år rammes 400 danske kvinder af livmoderhalskræft. Ved
årsskiftet 2008 var 21.000 piger blevet vaccineret mod
sygdommen, som 175 danske kvinder dør af hvert år. I første
kvartal af 2008 er der solgt yderligere næsten 25.000 portioner
vacciner.

Firmaet Copygene har specialiseret sig i at opsamle og
nedfryse stamceller fra nyfødtes navlestrenge ud fra en
forventning om, at videnskaben i fremtiden vil kunne helbrede en
lang række sygdomme ad den vej.

»Jeg vil tro, at ud af de 100 fødsler, vi har om måneden,
bliver mellem 15-20 pct. betalt af bedsteforældre. Forældrene
har aftalt det med bedsteforældrene på forhånd, så det bliver
bedsteforældrenes dåbsgave til den nyfødte,« fortæller direktør
Per Mønsted.

Op mod 600 bedsteforældre har indtil videre købt et »Gave for
livet« gavekort hos firmaet Copygene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik