Kræftmistanke mod insulinprodukt.

Nye videnskabelige undersøgelser fra Skotland, Sverige og Tyskland har rejst mistanke om, at insulin af typen Lantus kan øge patienternes risiko for at få kræft, skriver politiken.dk.

De nye studier, som er offentliggjort i det anerkendte
videnskabelige tidsskrift Diabetologia, viser, at patienter med
kræft eller kræft i familien muligvis kan risikere, at denne
type insulin kan få kræftceller til at udvikle sig hurtigere.

Formanden for Diabetesforeningen, professor, overlæge, dr.med.
Allan Flyvbjerg, Århus Universitetshospital, siger til
politiken.dk, at advarslen bør tages alvorligt.
»Er man i behandling med Lantus, og har man kræft eller er der
kræft i den nærmeste familie, bør man gå til sin læge og
diskutere, om der eventuelt bør skiftes til et andet præparat«,
siger Allan Flyvbjerg til politiken.dk.

Forskerne bag de nye studier understreger, at resultaterne
ikke er endelige, og at der derfor bør sættes yderligere
forskning i gang.

»Der er behov for, at mistanken undersøges til bunds. Insulin
er generelt at betragte som et meget sikkert lægemiddel, og den
rejste mistanke drejer sig kun om den specifikke insulintype
Lantus«, siger Allan Flyvbjerg til politiken.dk.

Allan Flyvbjerg anslår, at mange tusinde danske patienter med
såvel type 1 som type 2 diabetes i dag benytter Lantus-insulin,
skriver politiken.dk.