Kortfilmsfestival indtager København, Køge og Helsingør

I denne uge kan du opleve 60Seconds Festivalen, og du vil derfor kunne støde på ti udvalgte kortfilm på gader og stræder.

Human versus Nature er temaet for de kortfilm, der i år er tilmeldt 60Seconds Festivalen, som startede mandag og løber frem til søndag, hvor man kan se de ti jury-udvalgte kortfilm rundt omkring i København, Helsingør og Køge.

Et rekordhøjt antal kortfilm er blevet sendt ind til 60Seconds Festivalen 2019, nemlig hele 278 kortfilm. 70 af disse kortfilm er fra Danmark. Direktør i 60Seconds Ada Ortega Camara er glad for dette års store interesse i festivalen.  

- Normalt er der mellem 130 og 150, der tilmelder sig. I år har vi hele 278, og det er jeg rigtig glad for. Jeg tror, det blandt andet er det aktuelle tema, som trækker folk til. Det er et tema, som er nemt at sætte billeder på, siger hun.

Kortfilmen "Absence" er lavet af Jun-Yuan Hong fra Taiwan og er blandt de ti udvalgte kortfilm. 

Som navnet på festivalen indikerer, så varer de indsendte kortfilm kun 60 sekunder. Desuden er de uden lyd. Disse krav til mediet gør, at flere, både amatører og professionelle, kan være med.  

Alle kan lave og se film

Festivalens jury er producent og filmfotograf Andreas Johnsen, fotograf og videokunstner Charlotte Haslund-Christensen og videokunstner Jacob Tækker. Juryens opgave er at udvælge de ti kortfilm, der skal vises i bybilledet og at udvælge vinderen af juryprisen på 15.000 kr.

Når du bevæger dig gennem Østerbro, Amager, Christianshavn, Nørrebro, Frederiksberg, Køge og Helsingør, vil du kunne se de ti jury-udvalgte kortfilm og dermed se ti korte fortællinger, der får dig til at tænke over dit forhold til kloden.

Konceptet for festivalen er, at alle skal kunne sende en kortfilm ind, og at alle skal kunne se med. Festivalen tager derfor filmene ud af biografens mørke og hen til borgerne, der hvor de er, så borgerne gratis kan få en ny visuel oplevelse i bybilledet.

- Film er for alle, og i bund og grund kan alle både lave og se film. Derfor håber vi, at folk vil dedikere et minut til at få en oplevelse, siger Ada Ortega Camara.

Kortfilmene kan ses:

Nørrebro: VerdensKulturCentret, VideoMøllen (på hjørnet af Ravnsborggade og Sankthansgade)

Christianshavn: Trangravsbroen, Copenhagen CONTEMPORARY, perron på Christianshavn Metro

Amager: På husgavl ved Holmbladsgade 19

Frederiksberg: På facaden af Frederiksberg Bibliotek

Østerbro: På facaden af Den Frie Udstillingsbygning

Køge: Forplads på KØS – museum for kunst i det offentlige rum 

Helsingør: Facaden ved Kulturværftet.

 

60Seconds Festivalen

60Seconds spiller denne gang for 12. år i træk. Festivalen er inspireret af den succesfulde kortfilmfestival i Berlins U-Bahn ”Going Underground”. 60Senconds Festivalen har et stort internationalt netværk og samarbejder blandt andet med kortfilmfestivaler i Iran, Korea og Norge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik