Kortfilms-festival er skudt i gang: Se film på ét sekund

10 videokunstnere giver i løbet af ugen et bud på, hvad et hjem er på blot ét minut, når kortfilmfestivalen 60Seconds afholdes.

Hvad er et hjem i 2018? Det forsøger 10 kortfilm fra hele verden at give svaret på i løbet af ugen frem til den 25. februar, under kortfilmfestivalen 60Seconds, der afholdes for 11. gang.

Festivalen blev skudt i gang mandag aften, og i løbet af ugen præsenteres de korte og lydløse film á hver 60 sekunders varighed, hvor det er videokunstnernes fornemmeste opgave er at få folk til at stoppe op og reflektere over, hvad et hjem i virkeligheden er.

Men du behøver ikke at indfinde dig en mørk biograf for at se filmene. I stedet bringes kortfilmene ud til folk på gader, facader og perroner i flere forskellige byer.

Køge, Helsingør og København

For eksempel kan man blandt andet støde på filmene på gader og facader i for eksempel Helsingør, Køge og Frederiksberg samt flere Metro-perroner i København.

Bag udvælgelsen af de 10 kortfilm står festivalens jury, som består af biografdirektør og journalist Kim Foss, instruktør Nicole N. Horanyi og billedkunstner Ann Lislegaard.

De tre medlemmer af juryen udvælger i løbet af festivalen vinderen af juryprisen på 15.000 kroner blandt alle deltagerne. Og derudover uddeles der en publikumspris på 8000 kroner.

- Jeg ser spillefilm og dokumentarer i fuld længde på daglig basis, så jeg glæder mig til at prøve kræfter med det modsatte: De korte, fortættede sekvenser, hvor en pointe og et budskab skal leveres på kortest mulig tid – og som modtageren – i bogstaveligste forstand – må gribe i farten, på farten, siger Kim Foss.

Se også film på ét sekund

Udover de 10 film valgt af juryen kan man i år se 20 ultrakorte film à 1 sekund. De vises gennem et samarbejde med den norske Leap Second Festival.

Under kortfilmfestivalen kan også publikum forholde sig til spørgsmålet og kortfilmene ved at dele dem på sociale medier med hashtags: #60seconds og #homeis

Fakta om 60Seconds Festival 2018

Det er i år 11. gang, at kortfilmfestivalen 60Seconds bliver afholdt. Festivalen er åben for både danske og udenlandske instruktører. Alle film varer 60 sekunder og er uden lyd.

Her kan filmene ses:
Musiktorvet på Øresundsvej på Amager
Frederiksberg Bibliotek
Gavl ved Trangravsbroen på Christianshavn
KØS – museum for kunst i det offentlige rum – Nørregade 29 i Køge
Kulturværftets facade - Allégade 2, Helsingør

Derudover er der projektioner ved følgende metroperroner:
Forum, Christianshavn, Amagerbro og Lergravsparken

Læs mere om festivalen på www.60sec.org.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik