Kontroversiel prædikant holder foredrag i København

Yahya Ibrahim er anklaget for at kalde jøder for "aber og svin". Onsdag holder han foredrag i København.

- Alt for mange voksne, unge og selv børn døjer med tristhed, bekymringer og nedtrykthed.

- Vær med, når shaykh Yahya Ibrahim ud fra en islamisk og psykologisk tilgang vil give os nogle konkrete værktøjer til at opnå oprigtig glæde og ro i vores dagligdag.

Sådan lyder det i invitationen til det foredrag, den canadiske prædikant Yahya Ibrahim onsdag holder i Det Islamiske Trossamfunds lokaler i København.

Foredraget er arrangeret af foreningen Muslimsk Ungdom i Danmark. 

Men Yahya Ibrahims optræden på dansk jord møder kritik fra Socialdemokratiets folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen.

Ibrahim er tidligere blevet anklaget for blandt andet at sammenligne jøder med "aber og svin" og for at betegne kristne som "fjender".

I 2005 blev han nægtet adgang til USA.

- Det er meget ubehageligt, at der kommer endnu en imam til Danmark på besøg hos Islamisk Trossamfund, som tilsyneladende hader jøder og kristne.

- Islamisk Trossamfund er med til at fodre disse rabiate holdninger ved at invitere Yahya Ibrahim, siger Lars Aslan Rasmussen, der opfordrer arrangørerne bag foredraget til at aflyse det. 

I en skriftlig udtalelse kalder Muslimsk Ungdom anklagerne fra Lars Aslan Rasmussen mod Yahya Ibrahim for usande og "direkte propaganda".

- Yahya Ibrahim er kendt for netop at fremme værdier af balance, diversitet, integritet og kulturel forståelse.

- Det er på baggrund af dette, at vi har inviteret ham, lyder det fra foreningen, der ikke finder nogen grund til at tage afstand fra Yahya Ibrahim.

Den canadiske prædikant er ikke på Udlændingestyrelsens liste over religiøse forkyndere med indrejseforbud til Danmark.

Men det bør han være, mener Lars Aslan Rasmussen.

- Hovedansvaret ligger hos Islamisk Trossamfund for i første omgang at invitere ham. 

- Men det er da mærkeligt, at en præst, der brænder koraner af i USA, ikke må komme til Danmark, men en der siger, at jøder efterkommer af svin og aber og ser kristne som fjender, gerne må, siger Lars Aslan Rasmussen.

Udlændingestyrelsen ønsker ikke at udtale sig om konkrete personer i forhold til listen over religiøse forkyndere.

Styrelsen oplyser, at man løbende undersøger åbne kilder for at se, om der er religiøse forkyndere, som opfylder lovens betingelser for at blive optaget på listen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik