Brøndbys bestyrelsesformand og storaktionær, Jan Bech Andersen. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Kontroversiel Brøndby-boss stopper

Jan Bech Andersen er snart færdig som bestyrelsesformand i Brøndby.

Jan Bech Andersen genopstiller ikke som bestyrelsesformand i Brøndby IF ved generalforsamlingen den 13. april.

Det oplyser fodboldklubben i en fondsbørsmeddelelse tirsdag.

- Efter grundige overvejelser har jeg valgt ikke at genopstille som bestyrelsesformand for Brøndby IF. Det har været et absolut privilegie, en ære, at være bestyrelsesformand for, hvad der i mine øjne er den mest unikke og fascinerende fodboldklub i Danmark, siger den afgående bestyrelsesformand til klubbens hjemmeside.

- Jeg har altid sagt, at jeg abonnerer 100 % på, at ingen er større end klubben. Fokus skal altid skal være på klubben og ikke et enkelt individ. Grundet det store mediefokus, der har været på min person de seneste uger, har jeg vurderet, at det er bedst for klubben, at jeg ikke genopstiller til bestyrelsen, lyder det.

Jan Bech Andersen kom for nylig i modvind, da det viste sig, at han under et dæknavn havde kritiseret blandt andre Brøndbys cheftræner, Thomas Frank, på Sydsiden Online, hvor Brøndby-fans debatterer. 

Læs også: Brøndby-formand anklages for hårdt angreb i egne rækker
Se også: Portræt af Jan Bech Andersen

Den øvrige bestyrelse, der består af Morten Nødgaard Albæk, Sune Blom, Jim Stjerne Hansen, Thorleif Krarup og Jesper Eigen Møller, genopstiller.

Jesper Eigen Møller ventes at blive ny bestyrelsesformand, hvis generalforsamlingen følger bestyrelsens forslag. Morten Nødgaard Albæk bliver næstformand.