Konsulentpenge flyder

Et stærkt forsinket kommunalt finansieret erhvervsprojekt i en gammel stationsbygning for kreative erhverv er en guldrandet forretning for en iværksætter-konsulent, der hver måned scorer 55.000 kroner ifølge Frederiksborg Amts Avis.

- Tyveri ved højlys dag, sådan beskriver viceborgmester i Helsingør Kommune Christian Saggau (SF) den aftale, som et flertal i byrådet har besluttet at indgå med iværksætter-konsulent Pia Nissen.
Konsulenten har siden november 2009 fået en fast månedsløn på 55.000 kroner for at stå for udlejningen og udviklingen af et kreativt iværksætterhus i en gammel stationsbygning, der skal skaffe 22 attraktive arbejdspladser.
For nylig blev aftalen med Pia Nissen forlænget med et halvt år, mens stationsbygningen stadig står tom, da projektet er løbet ind i juridiske vanskeligheder.
- Det er en meget lemfældig omgang med skatteborgernes penge. Det kræver jo ikke meget andet end en avisannonce, før lokalerne kan lejes ud, siger Christian Saggau.
Et massivt flertal i udvalget bakker dog op om aftalen med konsulenten, som der er lagt op til skal fortsætte i hele 2011.
- Det, som Christian Saggau ikke har forstået, er, at det drejer sig om meget andet end at leje kontorer ud. Det handler om at skabe et miljø med vidensudveksling, som kan skabe masser af afledte virksomheder. Kontrakten handler også om at skabe andre kreative kontorfællesskaber i byen, siger Socialdemokraten Pia Axelsen, som sidder i Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget og støtter aftalen sammen med byrådets øvrige partier.