Jakob Næsager håber, at andre politikere vil bakke op om at få flere afgange for havnebusserne. Foto: Brian Bergman, Scanpix Ritzau

Konservative vil have flere havnebusser: Giv os linje 5C på vandet

De Konservative har stillet forslag om flere afgange og flere stoppesteder for havnebusserne i København

Længere ruter og flere stoppesteder.

Det er ønsket fra De Konservatives gruppeformand Jakob Næsager, når havnebusserne i København snart skal i udbud. Der skal nemlig planlægges nye havnebusser, der sejler på renere energi end de nuværende.

For som modellen er i dag med store ventetider mellem afgangene og langt mellem stoppestederne, er havnebusserne ikke et reelt alternativ til den øvrige kollektive trafik, mener Næsager.

Derfor har han stillet forslag om at udvide havnebussernes rute og etablere flere stoppesteder på det næste Borgerrepræsentationssmøde i København torsdag den 21. juni.

- Når de tre havnebusser skiftes ud, ønsker vi at få forlænget ruterne, så de sejler helt ud til Nordhavnen og Refshaleøen. Og så ønsker vi at få flere stop, da der i de nye byudviklingsområder er kommet titusindvis af nye borgere til, så nu mener vi, at der er tilstrækkelig befolkningsunderlag til at få flere stoppesteder, siger Jakob Næsager til TV 2 Lorry. 

Læs også Passagerer får 55 millioner tilbage for ubrugte klippekort

Skal sejle ofte

Han håber på bred opbakning til forslaget fra de øvrige partier, da han mener, at de nuværende havnebusser mere er til gavn for turisterne frem for københavnerne.

- Som det er i dag med halvanden time mellem afgangene og langt mellem stoppestederne, så har det mere karakter af sådan en søndagsudflugt eller en havnerundfart, som turisterne benytter sig af. Men hvis man virkelig fik nytænkt konceptet, så kan det også være med til at afhjælpe trængslen på vejene, hvis man lige kan tage havnebussen fra Nordhavnen eller Teglholmen ind til City.

- Det er en meget rammende beskrivelse at sige, at vi gerne vil have linje 5 C ud på vandet, siger Jakob Næsager. 

Andre støtter op om idéen

Alternativets Fanny Broholm synes, at det lyder som en god idé, men hun kommer kun til at bakke op om idéen, hvis havnebusserne bliver mere miljørigtige. 

- Jeg er meget optaget af, at det bliver el-drevne havnebusser, så vi ikke bruger fossile brændstoffer, der udleder CO2 og forurener luften, siger Fanny Broholm, Medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Alternativet og fortsætter:

- Så længe udvidelsen af afgangene bliver samtidig med overgangen til el-havnebusser, så synes vi, det er en god idé.

Også hos et af Socialdemokratiets medlemmer af  Teknik- og Miljøudvalget, bliver der taget godt mod forslaget. 

- Jeg synes ikke, det er nogen dum idé. Jeg synes, det er et fremragende projekt med havnebusserne. De supplerer broerne godt, og hvis Jakob Næsager og De Konservative kan fremvise en model, hvor det er udgiftsneutralt for København, så synes jeg, det er en glimrende ide, siger Niels E. Bjerrum, Medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Socialdemokratiet.

Også her er mere miljøvenlige havnebusser et must. 

- Det kommende udbud af havnebusserne, det skal være mere miljøvenligt. Det er forudsætningen for, at vi vil fortsætte med havnebusserne, så jeg går ud fra, at det ligger implicit i forslaget, at det er tænkt ind, siger Niels E. Bjerrum.

Læs også Gult vand forvirrer badegæster på Nordkystens største strand

Passagerer nok

I forhold til økonomien, mener de Konservative, at det skal betales af brugerne, og dem burde der efterhånden være en del af, mener Næsager.

Han peger på, at der med 20.000 beboere i Sydhavnen, 40.000 i Nordhavn, plus dem der i forvejen bor på Teglholmen, Islands Brygge og Havneholmen, burde udgøre et passagerunderlag, der gør det muligt.

- Der skal selvfølgelig regnes på det, for det har betydning for økonomien, hvor hyppigt de kan sejle, og om det skal være flere end de tre havnebusser, der er i dag. Og hvor mange stoppesteder, der skal være. Stoppestederne kan godt være relativt dyre, fordi de skal kunne flyde. Men der er jo en model for det, så det er ikke fordi den dybe tallerken skal opfindes igen.

- Det er ikke sikkert, at der er nok til 100 procent selvfinansiering, men så må vi tage, hvad der mangler fra kommunekassen, for mit mål er København skal fungere i hverdagene, siger Næsager. 

Læs også Havnebusser udleder 85 gange flere partikler end bybusser