Foto: TV2/Lorry

Konservative om ros til akuttelefonen: "Dyrt og dårligt"

Akuttelefonen svarer fortsat for langsomt, mener De Konservative.

Selvom 90 procent af brugerne roser akuttelefonen, er De Konservative langt fra tilfredse.

Ni ud af ti patienter er tilfredse med akuttelefonen, der efter en vanskelig start nu besvarer 70 procent af opkaldene efter mindre end tre minutter.

Alligevel er De Konservative i Region Hovedstaden langt fra tilfredse med 1813-ordningen. Det oprindelige mål var nemlig, at 90 procent af opkaldene skulle besvares inden, der var gået tre minutter. 

Læs også 9 ud af 10 borgere er tilfredse med Akuttelefonen 1813

 

Det er godt at ventetiderne er faldet. Men at kalde det en succes, når man selv har reduceret  succeskriteriet. Det er forkert.

Christoffer Buster Reinhardt, spidskandidat for De Konservative til regionsrådsvalget

- Det er godt at ventetiderne er faldet. Men at kalde det en succes, når man selv har reduceret  succeskriteriet. Det er forkert, siger Christoffer Buster Reinhardt, spidskandidat for De Konservative til det næste regionsrådsvalg.

Akuttelefonen 1813 erstattede for tre år siden lægevagten i Region Hovedstaden. Dengang stemte De Konservative imod, at akuttelefonen skulle erstatte de praktiserende lægers vagtordning.

- Da de praktiserende læger kørte lægevagten, fungerede det. Nu er det både blevet dyrere og dårligere, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Regionsrådsformand tilfreds

Læs også Tre kvarters ventetid på akuttelefonen

 

Da de praktiserende læger kørte lægevagten, fungerede det. Nu er det både blevet dyrere og dårligere

Christoffer Buster Reinhardt, spidskandidat for De Konservative til regionsrådsvalget

De Konservatives udmelding står i skarp kontrast til Regionsrådsformandens glade budskab, da regionens undersøgelse blandt patienterne blev offentliggjort i går.

- Personalet på Akuttelefonen 1813 har arbejdet benhårdt og lagt mange kræfter i at få rettet de fejl og mangler, som ordningen engang led under, og det kvitterer borgerne for, sagde Sophie Hæstorp Andersen, socialdemokrat og formand for Region Hovedstaden, i går i en pressemeddelelse. 

Læs også Højt sygefravær blandt 1813-ansatte giver lange ventetider

Undersøgelsen blandt 9.000 personer viser nemlig, at mens kun hver tredje fik hjælp inden for tre minutter i maj, så skete det for over 70 procent i november. Samtidig var borgerne langt overvejende tilfredse med den behandling, som de fik.

Alligevel vil De Konservative have de praktiserende læger tilbage til telefonen.

- Vi skal skabe et bedre samarbejde med de praktiserende læger, siger Christoffer Buster Reinhardt.