Konservative nægter at lukke skoler i Køge

De Konservative i Køge Kommune kommer ikke til at stemme for at lukke en eneste skole, når den nye skolestruktur skal på plads. Det slår partiets gruppeformand i byrådet, Flemming Christensen, fast på baggrund af et møde i partiets vælgerforening. - Vi mener ikke, det er nødvendigt at lukke skoler, der er andre veje at gå, siger Flemming Christensen til DAGBLADET Køge.

Han slår fast, at De Konservative anerkender det samlede sparekrav på næste års budget i Køge Kommune på 125 millioner kroner, og partiet freder heller ikke selve skoleområdet.

Men skolelukningerne er taget helt af partiprogrammet. Den klare modstand fra forældre og samtlige skoler har gjort indtryk.

- Skolelukningerne vil jo også utvivlsomt medføre flere privatskoler, og så mister vi grundlaget for en ny skolestruktur. Samtidig vil skolelukninger i byer som Alkestrup og Gørslev få store konsekvenser, siger Flemming Christensen til DAGBLADET Køge.

Socialdemokraternes ordfører på skoleområdet, Marianne Wessmann, kritiserer udmeldingen fra De Konservative.

- Det er den lette og populistiske løsning, hvor man ikke tager ansvar. Flertalsgruppen har en klar aftale om, at vi ikke skal tage nogen politisk beslutning, før høringsperioden er overstået, siger Marianne Wessmann til DAGBLADET Køge.

Flertalsgruppen i Køges byråd består af S, SF og Dansk Folkeparti.