Konservative kasserer københavnsk letbane: Vil have metro i stedet

Den foreslåede letbane i det nordvestlige København er en ommer, mener De Konservative, der hellere så en metroforbindelse fra Nørrebro til Gladsaxe.

Her et forslag til, hvordan letbanen kunne se ud langs Frederikssundvej på vej mod Nørrebro Station. Foto: Københavns Kommune

Onsdagens annoncerede planer om en mulig letbaneforbindelse fra Nørrebro til Gladsaxe gennem Nordvest, Brønshøj, Husum og Søborg får en nedadvendt tommelfinger fra De Konservative på Københavns Rådhus.

Området er nemlig det eneste i København, der står uden en metroforbindelse eller udsigten til en, og derfor bør man også prioritere metro over letbane det nordvestlige København, mener gruppeformand for Konservative i København, Jakob Næsager.

- Jeg synes ikke vi skal have letbane i København. Jeg synes, vi skylder vi alle bydelene, at de får en metro, der er et højeffektivt transportmodel, hvor man kan komme hurtigst rundt i København, siger Jakob Næsager til TV 2 Lorry.

Ja, det koster mere på den korte bane, men over en mangeårig periode er det den bedste løsning med en metro

Jakob Næsager, gruppeformand for De Konservative

En metrolinje vil koste næsten tre gange så meget som en letbane. De penge kan man dog finde, hvis man virkelig prioriterer det, mener Næsager.

- En metrolinje vil holde i mere end 100 år. Derfor er spørgsmålet, om man vil have en letbane, der skal skiftes ud hyppigere, eller skal man have en langtidsinvestering i en metro. Vi har gode erfaringer med at finansiere en metro ved at sælge jord til byggerettigheder, siger han.

Læs også Her er planerne: Københavnske bydele skal have letbane

Et af problemerne ved en letbane er, ifølge De Konservative, at en letbane fylder og derfor vil indskrænke pladsen for cyklister og særligt bilister langs blandt andet Nørrebrogade og Frederikssundvej.

- Det er ikke en god løsning. Jeg synes, en god løsning er at lægge trafikken ned under jorden. Ja, det koster mere på den korte bane, men over en mangeårig periode er det den bedste løsning med en metro, siger Jakob Næsager.

Artiklen fortsætter efter videoen...

02:51

En ny letbane mellem Nørrebro Station i København og Gladsaxe Trafikplads er på tegnebrættet.

Luk video

Venstre også betænkelige ved letbane

På tirsdagens møde i Økonomiudvalget på Københavns Rådhus stemte Venstre for at arbejde videre med planerne om en letbane mellem Nørrebro og Gladsaxe.

Partiet er dog fortsat skeptiske overfor planerne. Lige som De Konservative ser Venstre hellere, at bydelen forbindes med en metro.

- En metro er den fremtidssikrede løsning, og det er den løsning, borgerne i Brønshøj helst vil have. Samtidig er vi med på, at metroen har en anden og meget dyrere pris end en letbane, siger Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, Venstre, til TV 2 Lorry.

En metro er den fremtidssikrede løsning, og det er den løsning, borgerne i Brønshøj helst vil have

Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester

Desuden stiller Venstre spørgsmålstegn ved den rapport, der danner baggrund for forvaltningens anbefaling af en letbaneforbindelse.

Lonning-Skovgaard peger på Aarhus' letbane som et eksempel på, at færre end forventet har brugt letbanen, hvilket har medført økonomiske problemer hos letbanedriften.

- Vi er jo enige i, at der skal gøres noget for at sikre en bedre trafikbetjening til Brønshøj og Gladsaxe. Men der, hvor vi er skeptiske, er i forhold til, at en letbane næsten uanset hvad vil komme til at fylde meget på vejen og gøre det meget svært hvis ikke umuligt at færdes i bil fra Bellahøj til Nørrebro, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Venstre stemte dog alligevel for at arbejde videre med letbaneplanerne. Argumentet for det er, at partiet trods skepsis ønsker at få letbaneplanerne undersøgt til bunds.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Letbanen skal efter planerne køre mellem Nørrebro Station og Gladsaxe Trafikplads. Foto: Københavns Kommune

Borgmester: Letbane er mere miljøvenlig

Idéen om en metroforbindelse gennem det nordvestlige København afvises dog blankt af teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten.

- Jeg forstår godt, at folk der bor i Nordvest, Brønshøj og Husum godt vil have en metro, fordi der jo er nedlagt metro i mange andre dele af byen. Så kan man føle, at det er en nedprioritering af område. Men Enhedslisten går helt generelt ind for letbane frem for metro. Det gør vi, fordi vi får meget mere skinnebåren, hurtig transport for pengene, siger hun til TV 2 Lorry.

I forhold til miljøet er det bedre at bygge letbane end metro

Ninna Hedeager Olsen, teknik- og miljøborgmester

Men det er særligt de miljømæssige overvejelser, der vejer tungt, når partiet hælder til en letbane.

- I forhold til miljøet er det også bedre at bygge letbane end metro. Vi slipper for at støbe en masse beton nede i jorden. Og så fortrænger letbanen jo biltrafik, som også betyder rigtig meget for CO2-regnskabet. Derfor er der rigtig gode grunde til, at vi går efter letbanen i stedet for en metro, forklarer teknik- og miljøborgmesteren.

Ny letbane i det nordvestlige København

  • Skal gå mellem Gladsaxe og Nørrebro
  • Det vil tage 12 minutter at køre fra Nørrebro Station til Husum Torv
  • Det vil tage 24 minutter at køre fra Nørrebro Station til Gladsaxe Trafikplads

  • Der forventes op mod 48.000 rejsende om dagen

  • Letbanen vil koste cirka tre milliarder kroner. En metro ventes at koste tæt på det tredobbelte

 

Kilde: Teknik- og miljøforvaltningen, Københavns Kommune 

Eksempel på letbanens rampeanlæg fra Tingbjerg under Vestvolden. Foto: Rapport fra Københavns Kommune, Gladsaxe Kommune og Region Hovedstaden

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret