Konkurssag mod kendt tøjfirma

100 ansatte i Gilleleje i fare for at miste jobbet.

Skifteretten i Helsingør indledte i går behandlingen af en
konkursbegæring mod selskabet Buksesnedkeren ApS., der indtil i
fredags beskæftigede omkring 100 medarbejdere på hovedafdelingen
i Gilleleje. En del af disse medarbejdere blev opsagt før
weekenden samtidig med, at der blev indgivet konkursbegæring.
Faglig konsulent i Fagligt Fællesforbund Ronny Iversen frygter,
at de øvrige medarbejdere får samme skæbne, såfremt skifteretten
følger begæringen og erklærer selskabet konkurs. I den situation
får boets kurator til opgave at beskytte kreditorerne bedst
muligt mod yderligere tab.Buksesnedkeren ApS. producerer og
markedsfører de kendte tøjmærker Signal og H2O. Selskabet har i
alt 200 ansatte på afdelinger i Danmark og udlandet. Den
aktuelle krise er en følge af, at det ikke er lykkedes for
selskabet at vende en udvikling med dalende overskud og voksende
gæld. I 2007 noterede Buksesnedkeren således en nedgang i
overskuddet på 60 procent, hvorefter den britiske kapitalfond
Change Capital Partners tilførte selskabet ny kapital.
Kapitalfonden købte selskabet i 2004 af Knud Lind Hansen og
Helle Wenck Hansen, som stiftede firmaet i en lille butik i
København i 1967. Samtidig med reorganisationen og
kapitaltilførslen sidste år blev der ansat ny ledelse. Der blev
gennemført flere strukturændringer, hvor 15 ansatte i Gilleleje
mistede jobbet. Men det var altså ikke nok til at vende
udviklingen. De seneste år har afdelingen i Gilleleje primært
fungeret som lager og distribution for hele Europa.
Tøjproduktionen er blandt andet foregået i Tyrkiet, Kina og
andre asiatiske lande. Den administrerende direktør, Peter
Weiss, ønsker ikke at udtale sig om situationen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik