Foto: TV2/Lorry

Kongepark i strid modvind

Uden direkte at hælde forslaget ned ad brættet, så er flere af partierne bag nationalpark-forliget skeptiske over for det forslag til en nordsjællandsk nationalpark, som Helsingør, Hillerød, Fredensborg, Gribskov og Halsnæs Kommuner i december præsenterede for miljøminister Kirsten Brosbøll (S). Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Forslaget ligger lige nu til vurdering hos Naturstyrelsen men skal drøftes af forligspartierne, når styrelsen er færdig med arbejdet. Venstres miljøordfører Henrik Høegh har tidligere udtalt sig tvivlende over for forslaget, da kun 2000 ud af 24.000 hektar i det seneste parkforslag er privat jord, resten er offentligt ejede områder.

- Laver man en nationalpark kun med statslige arealer, så kan man lige så godt lade være, siger han.

Henrik Høegh er dog blevet kontaktet af flere af borgmestrene, og er nu enig med dem om at tage et møde, før Venstre gør sin stilling til forslaget endeligt op.