Modelfoto: Fødevarekontrol Foto: Michaela Rehle / Scanpix

Michelinrestauranten Kong Hans Kælder Foto: Brian Berg / Scanpix

1 af 2

Kong Hans Kælder knaldet i madsjusk: Kyllinger var ikke kolde

Den berømte Michelin-restaurant Kong Hans Kælder forsøgte ifølge Fødevarekontrollen at redde lunkne madvarer, da kølerummet fejlede.

Ifølge Fødevarekontrollen har michelin-restauranten Kong Hans Kælder forsøgt at redde alt for varme madvarer, da et kølerum var ramt af nedbrud.

Episoden blev i dag afsløret af Ekstra Bladet, der både har haft kontakt til Fødevarekontrollen og Kong Hans Kælder. Ifølge avisen blev den gastronomiske højborg ramt af køle-nedbruddet natten mellem den 23. og 24. juni i år.

Derfor var kølevarerne ikke just kolde, da personalet mødte på arbejde om morgenen den 24. juni. Her var der stuetemperatur i kølerummet, hvor der burde være maks fem grader.

Det betød ifølge Ekstra Bladet, at både kalvefond og kyllinger var alt for varme - henholdsvis 16,6 grader og 17,3 grader varm.

Men i stedet for at smide kølevarerne, der nu var i forrådnelse, ud valgte køkkenpersonalet en noget mere kontroversiel strategi end den, som Fødevarestyrelsens regler angiver.

De begyndte nemlig at køle de berørte madvarer ned igen med is og flydende nitrogen, beretter Fødevarestyrelsen, der besøgte stedet op ad formiddagen, til Ekstra Bladet.

- Da vi indfandt os på Kong Hans, forsøgte personalet at redde deres alt for varme fødevarer ved at køle dem ned igen. Den løsning er ikke acceptabel, siger souschef i Fødevarestyrelsen, Rikke Hansson, til Ekstra Bladet.

Situationen blev ikke bedre, da restaurantens souschef ankom. Ifølge Fødevarekontrollen ønskede han i stedet maden sat på køl i køleskabe, der virkede eller at maden skulle varmes varmes op. Det er i direkte strid med reglerne for letfordærvelige kølevarer, der skal udsmides af sikkerhedshensyn.

- Så af hensyn til forbruger- og fødevaresikkerheden gav vi derfor Kong Hans et påbud om at smide de lunkne fødevarer ud, forklarer Rikke Hansson.

Kong Hans Kælder angiver overfor Ekstra Bladet, at der er tale om en misforståelse grundet souschefens engelske tale og Fødevarestyrelses tilsynsførende.

Den undskyldning køber Fødevarestyrelsen dog ikke.

- Jeg kan klart afvise, at vi misforstod souschefen, siger Rikke Hansson til Ekstra Bladet.

Restaurantchef i Kong Hans Kælder, Peter Pepke, afviser dog, at restauranten havde planer om at bruge de temperatur-belastede varer.

- Fødevarestyrelsens tilsynsførendes påbud blev efterkommet under tilsynet, og alle letfordærvelige, opvarmede, nedkølede produkter samt diverse mælkeprodukter med for høj temperatur blev kasseret øjeblikkeligt, som det fremgår af vores kontrolrapport, siger Peter Pepke til Ekstra Bladet.

Derfor har den traditionsrige restaurant igen fået en glad smiley.