00:46

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Kondiløber-sagen: Politiet leder efter vidner

Politiet har endnu ikke kunnet afhøre den 38-årige kvindelige kondiløber, som i sidste uge blev voldtaget og forsøgt dræbt.

Selv om en 29-årig mand lige nu sidder varetægtsfængslet, sigtet for det brutale overfald på en 38-årig kvindelige kondiløber i sidste uge, er politiet langt fra færdig med at efterforske sagen.

Kvinden var tirsdag den 16. august ude at løbe tidligt om morgenen på Østerbro i København. Her blev hun voldtaget og forsøgt dræbt. Hun blev fundet af et familiemedlem om eftermiddagen ved B93's baner. Dybt forslået.

Drabschef Jens Møller Jensen fra Københavns Politi siger onsdag til TV 2 Lorry, at politiet stadig mangler svar på mange tekniske prøver.

Desuden prøver politiet stadig at identificere nogle vidner, som er filmet af overvågningskameraer i området.

- Hvis man har været på stedet, må man meget gerne kontakte os. Også selv om man ikke mener at have noget at bidrage med, lyder det fra drabschefen.

Den 38-årige kvinde er nu uden for livsfare, men politiet har endnu ikke kunnet afhøre hende.