Kommuner udfordrer madordning.

Regeringens prestigeprojekt om at sikre et måltid mad om dagen i alle daginstitutioner fra nytår, kan blive forsinket flere steder i landet, skriver Politiken tirsdag. En række kommuner søger nemlig dispensation fra at opfylde målsætningen allerede fra nytår.

Den nye madordning er blevet kritiseret af såvel forældre som
lokalpolitikere. Nu går Herlev, Lejre, Stevns, Kalundborg og
Svendborg Kommuner et skridt videre og søger om at lov til at
bløde op på kravene udstedt fra centralt hold i
Indenrigsministeriet.

I Herlev Kommune vil borgmester Kjeld Hansen (S) undgå en
centraliseret standardløsning.
»Vi vil gerne gøre det bedre og på en anden måde ved at
overlade, hvordan madordningen skal organiseres, til
institutionerne og forældrene. Vi har ikke brug for
genindførslen af Sovjetunionen i Danmark«, siger borgmesteren
til Politiken.

Han vil give forældrebestyrelserne mere frihed i valg af
ordning, ligesom de skal have mulighed for at vedtage højere
brugerbetaling, end regeringen giver lov til.
Stevns Kommune er klar med mad til nytår, men ønsker at give
institutioner og forældrebestyrelser mere frihed i forhold til,
hvordan madordningen realiseres.

Lejre og Svendborg Kommuner vil derimod have lov til at rulle
madordningen ud i institutionerne gradvist over to år i stedet
for at skulle være klar til nytår.

»Den madordning, som vi kan have klar til årsskiftet, kommer
til at bestå af vakuumpakket mad udefra, for vi har hverken
penge eller tid til at etablere køkkener, som man kan lave mad
i«, siger formanden for Svendborgs børne- og ungeudvalg,
Lise-Lotte Tilsted (V) til Politiken.
Kalundborg vil have fem frivillige år, før madordningen skal
evalueres.

Alle fem kommuner understreger, at de er klar til at opfylde
minimumskravene i madordningen til nytår, hvis de ikke får
tilladelse til skræddersyede løsninger.
Hverken indenrigsminister Karen Ellemann (V) eller KL ønsker
at udtale sig til Politiken om madordningen, da den indgår i de
igangværende forhandlinger om kommunernes økonomi.

Social- og Indenrigsministeriet håber at give svar på
kommunernes dispensationsansøgninger inden sommerferien, skriver
Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik