Foto: TV 2 Lorry

Kommuner kræver gris på menuen

Frikadeller, flæskesteg og pølser skal være en del af menuen i daginstitutionerne.

Politikerne i Herlev, Rødovre og Ishøj kræver, at der skal serveres svinekød i kommunernes daginstitutioner.

- Svinekød er en del af en alsidig dansk madkultur. I Herlev har vi en kommunal madordning, der skal servere mad som repræsenterer dansk madkultur, og svinekød er en del af det, siger borgmester Thomas Gyldal Petersen fra Socialdemokratiet.

I langt de fleste kommuner har politikerne ellers ladet det være op til den enkelte institution at bestemme, om der skal serveres svinekød eller ej, f.eks. på Frederiksberg.

- Alle vores institutioner har selv taget stilling til det. 16 procent har valgt ikke at have svinekød i deres sortiment, og der har ikke været nogen problemer i det. Det kan de godt håndtere selv, og det er vi rigtig glade for, så vi ikke skal ind og styre det politisk, siger formand for Børne- og Ungeudvalget på Frederiksberg, Karsten Lauritsen fra Radikale.

Men når man ikke tager en overordnet politisk beslutning, skaber det et uheldigt pres på den enkelte institution, mener borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen.

- Vi har fået henvendelser fra forældre, som var bekymrede for, at den almindelige danske madkultur kunne risikere at forsvinde, fordi der var et pres fra andre forældre. Derfor valgte vi at sige, at når vi har en fælles madordning, hvor vi bestemmer, hvad børnene spiser, så skal svinekød være en del af det.

Thomas Gyldal Petersen understreger dog, at de børn, der ikke kan tåle eller ikke må spise svinekød, bliver tilbudt en alternativ ret.

Se med i vores udsendelse i aften kl. 19.30, hvor vi har mere om kommunernes holdninger til, om der skal gris på menuen eller ej.