Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

Kommuner kræver ændring af førtidspensionsreformen

I et fælles brev til beskæftigelsesministeren beder de seks største kommuner ham ændre lovgivningen om tildeling af førtidspension. Ministeren kalder det ’tankevækkende’, skriver Information

Lovgivningen bag førtidspension- og fleksjobreformen er »simpelthen for stram«. Sådan lyder konklusionen i et brev, der i går landede på beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens, venstre, bord.

Det skriver Dagbladet Information.

Brevet var underskrevet af de kommunalpolitikere, der har ansvaret for beskæftigelsesområdet i landets seks største kommuner: København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers.

Dermed er brevet underskrevet af kommunalpolitikere fra den samlede forligskreds bag reformen (Regeringen, RV, S og SF, red.) med undtagelse af Liberal Alliance. 

Læs også Efter 13 års kamp: Nu er Charlotte indstillet til førtidspension

I brevet står der, at det er et problem, at alvorligt syge borgere sidder fast i systemet for at leve op til de stramme kriterier og hårde dokumentationskrav, der skal til for at få en førtidspension. Og at sagsbehandlingen "kan tage årevis".

Sidst mener kommunerne ifølge Information, at de store forskelle i antallet af førtidspensioner, der tilkendes på tværs af kommunerne i sig selv, er et udtryk for, at lovgivningen bør ændres. 

Læs også Professor: Kommune administrerer ret til førtidspension forkert

 

I Randers mener formand for Beskæftigelsesudvalget, Christian Boldsen, Venstre, at en lovændring er nødvendig, hvis kommunerne skal følge ministerens og forligskredsens intention bag reformen.

- Ministeren sender et brev ud til os, om at vi fortolker loven for stramt, men i Ankestyrelsen og hos domstolene får kommunerne medhold i ni ud af ti afgørelser. Så det er ikke os, der fortolker loven for stramt – det er derimod loven, der er for stram, siger han til Information.

I et skriftligt svar til Information kalder beskæftigelsesministeren forskellen på tilkendelser af førtidspensioner kommunerne imellem for "tankevækkende".

 

"Det er jeg nødt til at have en dialog med de seks kommuner om. Derfor vil jeg nu invitere dem til et møde, så de får mulighed for at forklare sig," skriver han ifølge Information.