Kommuner behandler fattige forskelligt

Der er himmelvid forskel på, hvor fattig man skal være som borger for at kunne få hjælp til uforudsete udgifter i landets kommuner. Det viser en landsdækkende undersøgelse fra Politiken Research.

Hvis dit køleskab pludselig er brudt sammen, eller tænderne knækker, og du ikke har råd til at betale regningen, er det bedst at bo i Aalborg, skriver Politiken onsdag. Her skal dit husholdningsbudget blot være under 4.073 kroner om måneden, før du kan håbe at få ekstra hjælp.
Bor du i Greve skal dit månedlige rådighedsbeløb være under 2.300 kroner, for at du kan komme i betragtning til den særlige hjælp. Politikens undersøgelse viser, at ud af 64 kommuner har 58 fastsat deres egne grænser, der på kroner og øre lægger fast, hvor lidt man skal have til rådighed om måneden til kost, tøj og andre løse udgifter for at være berettiget til særlig hjælp.
En kommunal fattigdomsgrænse kunne man kalde det. Kommunerne selv kalder det »vejledende rådighedsbeløb«. Men uanset betegnelsen bevæger kommunerne sig på kanten af loven, mener Kirsten Ketscher, professor i socialret på Københavns Universitet:
»Hvis kommunerne laver et forskelligt serviceniveau, er det ikke i overensstemmelse med loven«, siger Kirsten Ketscher til Politiken.
Simon Thorbek, der er lektor i socialret på Professionshøjskolen Metropol, bakker sin kollega op: »Hvis man skal opfylde lighedsmålsætningen, burde ens sager også behandles ens på tværs af kommunegrænser«, siger han til Politiken.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mener, at de konkrete rådighedsbeløb i den enkelte kommune alene fungerer som rettesnor. Det er hun helt tryg ved.
»Det her er det kommunale selvstyre i fuldt flor. Det skal der være plads til«, siger Inger Støjberg til Politiken.