Kommune advarer mod alger i badevandet

Der er opblomstring af alger i Østersøen, og det har højst sandsynligt påvirket Stevns' og måske andre kommuners badestrande.

Sidst på sommeren kan badevandet pludselig begynde at se lidt mindre klart ud.

Der kan lægge sig en slags film på vandoverfladen, eller der kan være skum på vandoverfladen og på stranden.

Det er tegn på, at der er alger i vandet, der i store mængder kan være giftige for mennesker og dyr.

quote Vi fik i sidste uge en henvendelse fra en borger, der syntes, at vandet så gult og mærkeligt ud.

Iben Buhl, miljømedarbejder i Stevns Kommune

Her ses det billede, som Stevns Kommune har delt af mulige alger i vandet. Alger ses typisk som skum i vandkanten.
Her ses det billede, som Stevns Kommune har delt af mulige alger i vandet. Alger ses typisk som skum i vandkanten.
Foto: Stevns Kommune

Stevns Kommune advarer lige nu deres borgere om, at der er sandsynlighed for, at der har været opblomstring af alger i vandet ved Rødvig.

"Vi kan kun opfordre til at holde øje med vandet, FØR du bader. Ser vandet urent ud, så lad være med at bade. Dette gælder også for hunde, skriver kommunen på Facebook. 

Iben Buhl, der er miljømedarbejder i Stevns Kommune uddyber:

- Vi fik i sidste uge en henvendelse fra en borger, der syntes, at der gjorde opmærksom på, at der var alger, og spurgte om de var farlige. Og derfor har vi været ude og tage prøver, siger hun.

Prøvetagningsfirmaet fandt ikke nogle eksempler på blågrønne alger eller andre skadelige alger, men ud fra satellitbilleder kunne man se, at der var store grønne områder i Østersøen, der repræsenterede, at der var en opblomstring af alger.

- Det har nok været nogle af de alger, der er skyllet ind på stranden. Og de kan jo også være skyllet ind på strande i andre kommuner, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet:

De grønne områder på satellitkortet markerer alger i opblomstring i Østersøen. Til højre i billedet ses Sverige, mens Danmark ses til højre. Den næstnederste halvå til venstre er Stevns, mens den øverste til venstre er Amager.
De grønne områder på satellitkortet markerer alger i opblomstring i Østersøen. Til højre i billedet ses Sverige, mens Danmark ses til højre. Den næstnederste halvå til venstre er Stevns, mens den øverste til venstre er Amager.
Foto: Stevns Kommune

Torsdag var der også gult flag ved Amager Strandpark ved København, fordi der var sandsynlighed for alger i vandet.

Er alger giftige?

  • Langt de fleste alger er ufarlige, men der er giftige arter.
  • Kun når der opstår meget store opblomstringer af giftige alger, kan de udskille så meget gift, at det bliver et sundhedsproblem for mennesker og dyr.
  • Jo flere blågrønne alger, jo større risiko for forgiftning. Største gift-koncentrationer finder man i det skum, der dannes, når de blågrønne alger skyller ind på kyster og søbredder og begynder at dø.
  • Børn skal passe mere på end voksne. De vil reagere på mindre mængder gift, fordi de er små.
  • Symptomerne på algeforgiftning er: hovedpine, hudirritation, feber, kvalme, diarré. Ingen mennesker er døde af algeforgiftning i Danmark, men hvis du oplever symptomer på algeforgiftning, bør du overveje at søge læge.

Kilde: Miljøstyrelsen

Ifølge Miljøstyrelsen er alger primært et problem i Østersøen. De bliver typisk drevet ind til de danske farvande op igennem Øresund og bælterne.

Der kan også opstå alger i søer. I juli advarede Furesø Kommune om blågrønne alger ved Frieriksdal Fribad

Bad ikke i grumset vand

Stevns Kommune har valgt at advare mod algerne på deres facebook-side, da algerne kan komme tilbage i badevandet.

- Algerne kan jo komme igen om 14 dage eller en måned, så det er meget godt at minde folk om, at de ikke skal bade, hvis vandet ser grumset ud. Derfor har vi også delt det på vores facebook-side, for hvor mange tjekker lige hjemmesiden, inden de tager på stranden, siger Iben Buhl.

Her ses blågrønalgerne i Frederiksdal Fribad. Her ligger algerne sig som en film ovenpå søen.
Her ses blågrønalgerne i Frederiksdal Fribad. Her ligger algerne sig som en film ovenpå søen.
Foto: Privatfoto / Martin Andersen

Alger er ikke unormale. Faktisk kommer de tit i slutningen af sommeren i juli og august, da det varme vand får dem til at formere sig - og så kan de ret pludseligt samle sig i vandoverfladen.

- Det er et almindeligt baderåd, at man ikke skal bade, hvis vandet ser uklart ud. Man skal gå ud til knæene, og så skal man stadig kunne se sine tæer, siger Iben Buhl.

Gode algeråd:

  • Hold øje med skilte, der fraråder badning.
  • Gå ud i vandet til knæene og kik på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.
  • Bad ikke ved kraftigt skum i vandet, det kan være algeopblomstringer.
  • Hold øje med kommunens hjemmeside. Alle kommuner skal løbende kontrollere deres badevand og advare de badende, hvis der er for store mængder af alger.

Kilde: Miljøstyrelsen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik