Kommunen efter løftebrud: De udviklingshæmmede får et bedre tilbud

Det har vakt store protester blandt pårørende til beboere på Føllehavegård, at Køge Kommune har opsagt de syv beboere på bostedet, der skal nedlægges i stedet for renoveres som lovet.

Pårørende fortsætter deres protester, selvom formanden for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge, Lissie Kirk, Soc.dem. lover, at de udviklingshæmmede får et bedre tilbud.

Baggrunden for lukningen af Føllehavegård er, at bostedet er utidsvarende, nedslidt og ikke svarer til beboernes behov og udvikling. Det har Køge Kommune vidst i mange år. Og siden 2009 har kommunen lovet beboerne, de pårørende, personalet og Socialtilsynet, at der var et erstatningsbyggeri på vej - inden for en overskuelig årrække.

Men de planer blev udskudt på ubestemt tid ved kommunens seneste budgetforhandlinger.

Efter eget udsagn har formanden for Køges Social- og Arbejdsmarkedsudvalg, Lissie Kirk, Soc.dem. gennem årene kæmpet for et erstatningsbyggeri for Føllehavegård.

- Jeg ville gerne have været det her foruden, og at vi var gået i gang med de her nybyggerier. Det er vi desværre ikke, og så er det her det bedste. Fordi botilbuddet derude er utidsvarende.

- Igennem ti år har de pårørende, beboerne og personalet fået lovning på et erstatsningsbyggeri. Hvad er årsagen til, at man har skrinlagt det i budgetforhandlingerne?

- Det var, at anlægsbudgettet var presset ud over alle grænser - og at der kun var penge til det, der var allermest nødvendigt - til det, der var igangsat og lavet kontrakter på. Alle andre anlæg - på alle områder i kommunen er taget ud af anlægsplanen.

- Jeg ville gerne have været det her foruden og at vi var gået i gang med de her nybyggerier. Det er vi desværre ikke og så er det her det bedste.

Formand for Social- og arbejdsmarkedsudvalget, Lissie Kirk, Soc.dem.

- Der er ikke taget nogen endelig beslutning om at tvangsflytte de her beboere fra hinanden endnu?

- Nej, og tvangsflytte vil jeg ikke tage i min mund, som at det er det, der sker.

Hvad vil du ellers kalde det?

- Det er, at vi lukker et tilbud og giver et bedre tilbud til de beboere. for at hjælpe de handicappede.

Og du er sikker på, at der bliver tale om et bedre tilbud?

- Ja, det er jeg, siger Lissie Kirk.

Formanden for Handicaprådet i Køge, Lars Kunov, er klar over, at både Køge Kommune og en lang række andre kommuner er presset på økonomien. Alligevel retter han en hård kritik af den måde, Køge prioriterer midlerne på:

- Tydeligvis så prioriterer man nogle af de allersvagest borgere, man har ansvaret for - eller har påtaget sig ansvaret for fra andre kommuner - dem prioriterer man så åbenbart nederst, siger Lars Kunov.

Forslaget om at lukke Føllehavegård er fortsat i høring og forventes endeligt vedtaget i begyndelsen af september.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik