90-årige Lissie Knutsson må ikke få hjælp til rengøring af Frederikssund Kommune. Men nu står venlige borgere i kø for at hjælpe hende. Foto: Birgitte Masson - Frederikssund Lokalavis

Kommune vil ikke hjælpe 90-årig - men borgerne vil gerne

I mange år har 90-årige Lissie Knutsson levet af at gøre rent for folk, men nu har hun selv brug for hjælp. Kommunen vil bare ikke hjælpe.

"Hvor er det fantastisk, det havde jeg slet, slet ikke regnet med."

Sådan siger 90-årige Lissie Knutsson fra Frederikssund til Lokalavisen Frederikssund om den behandling hun har modtaget. Men behandlingen stammer ikke fra kommunen - tværtimod.

Jeg synes, det er for dårligt. Jeg har knoklet for pengene hele mit liv, så jeg burde også kunne få lidt hjælp selv, når jeg har brug for det.

Lissie Knutsson, Pensionist, Frederikssund

Frederikssund Kommune har nemlig vurderet, at den 90-årige kvinde er frisk nok til selv at gøre rent - ligesom hun har gjort hele livet igennem for mange andre mennesker.

- Jeg synes, det er for dårligt. Jeg har knoklet for pengene hele mit liv, så jeg burde også kunne få lidt hjælp selv, når jeg har brug for det, siger Lissie Knutsson da TV 2 Lorry fanger hende på telefonen.

Lissie Knutsson fortæller, at hun er blevet opereret tre gange i knæene, har slidgigt i ryggen og benene og har passet sin syge mand i flere år -men alligevel vurderede kommunen, at når hun selv kunne rejse sig fra lænestolen og tage fat i støvsugeren, så kunne hun også selv klare rengøringen i hele hjemmet.

Læs også Helsingør forkæler de ældre med flest hjemmeplejetimer

Den vurdering havde journalist Birgitte Masson fra Lokalavisen Frederikssund dog svært ved at genkende, og det samme havde flere hundrede borgere. På avisens Facebook-side lagde hun en video op af den dårligt gående 90-årige, og siden da er det strømmet ind med henvendelser fra borgere.

- Jeg er meget rørt over, at der er kommet så mange henvendelser. Jeg har allerede fået et telefonnummer på en, der gerne vil komme og hjælpe mig. Det er fantastisk, at de tilbyder deres hjælp.

Lissie Knutsson, Pensionist, Frederikssund

Borgerne er ligeså rystede over den manglende hjælp som 90-årige Lissie Knutsson selv, og flere har allerede tilbudt at komme og svinge støvsugeren for hende - helt gratis.

- Jeg er meget rørt over, at der er kommet så mange henvendelser. Jeg har allerede fået et telefonnummer på en, der gerne vil komme og hjælpe mig. Det er fantastisk, at de tilbyder deres hjælp, siger hun til TV 2 Lorry.

Men inden kommunen forhåbentligt går ind i sagen, vil Lissie Knutsson vente med at benytte sig af det gode tilbud fra de venlige borgere. 

Læs også Flere køber ekstra hjemmehjælp

- Det er for dårligt, at jeg kun kan få en halv times hjælp hver 14. dag. Men jeg vil se, om kommunen reagerer, for selvom jeg er meget negativ over for dem og synes det er for dårligt, så håber jeg, at de vi vil hjælpe mig, siger hun.

TV 2 Lorry arbejder på at få en kommentar fra politikerne i Frederikssund Kommunes Velfærdsudvalg, men det har indtil videre ikke været muligt.