Lyngby-Taarbæk Rådhus Foto: TV2/Lorry

Kommune: Vi får de bedste lærere med ny lokalaftale

Vi kommer til at tiltrække de dygtigste lærere fra andre kommuner med vores lokale arbejdstidsaftale.

Sådan lyder det fra Lyngby-Taarbæk kommune, der mener, de har førertrøjen på, når det drejer sig om at få de bedste lærere til byen, fordi de har indgået en arbejdstidsaftale med den lokale lærerforening.

Viceborgmester i Lyngby-Taarbæk, Simon Pihl Sørensen (S), har stået for at få forhandlet aftalen med lærerne på plads, og han er ikke i tvivl om effekten

- Vi tror da også, at vi kan tiltrække noget personale, når vi har lavet den her aftale, det er da helt klart. Vi giver lærerne mulighed for at forberede sig, vi tager dem alvorligt, og så giver vi dem en fleksibilitet, siger Simon Pihl Sørensen til DR København.

Aftalen lægger bl.a. fast loft over undervisningstiden

Aftalen har vagt opsigt, fordi den har et fast loft over undervisningstiden, og lærerne har mulighed for at forberede sig hjemme. Dermed lægger den på flere områder afstand til de anbefalinger, der er kommet fra Kommunernes Landsforening, og det er altså attraktivt i lærernes øjne, lyder det:

- Jeg forventer, at lige så snart vi får slået de første stillinger op, så får vi rigtig mange dygtige lærere, der søger. Jeg får næsten daglige henvendelser fra lærere, der spørger, kan jeg ikke snart komme til Lyngby-Taarbæk?

Kredsformanden i Lyngby-Taarbæks lærerforening, Ole Porsgaard, tror også, at lærere vil finde det mere attraktivt at arbejde i Lyngby-Taarbæk kommune end i kommuner, der ikke har en lokalaftale.

- De vil se, at der får de mulighed for at udføre et professionelt stykke arbejde, fordi det er faktisk det, aftalen giver mulighed for, siger Ole Porsgaard til DR København.

KL: Stærk ledelse og gode kollegaer vigtigere

Det er Steen Christiansen, borgmester i Albertslund og næstformand i Kommunernes Landsforenings Løn- og Personaleudvalg, uenig i:

- Vi tror ikke på, at aftaler der binder lærernes arbejdstid, er et særligt stærkt konkurrenceparameter.

Christiansen peger i stedet på en stærk ledelse og gode kolleger som vigtigt, når kommunerne er ude efter de bedste lærere.

Gordon Ørskov Madsen, som er formand for overenskomst udvalget i Danmarks Lærerforening, er overbevist om, at en god lokal arbejdstidsaftale betyder noget, han opfordrer ligefrem kommunerne til at komme i gang med at indgå dem.

- Jeg er helt sikker på, at lærere de vil søge der hen, hvor den slags aftaler bliver indgået. Her har man inviteret lærerne med ind, for i fællesskab at lægge rammerne for arbejdet. Det er helt afgørende for lærerne, og det vil være klogt af kommunerne at tænke i de baner, siger Gordon Ørskov Madsen til DR København.

Kommuner skal etablere en reform, lærerne ikke ønsker

Han kan have ret, vurderer Jacob Fuglsang, der er uddannelsesredaktør på Politiken og følger området tæt.

- Jeg kan godt forstå kommunerne, for de har en meget, meget svær situation. De skal nu etablere en reform, som lærerne ikke har ønsket, og som lærerne er modstandere af, hvordan får man skabt en god stemning? Det gør man med lokalaftaler.

På den anden side kan kommunerne med nye lokalaftaler gøre det vanskeligt for sig selv at gennemføre folkeskolereformen, siger Jacob Fuglsang.

- De skal levere et ret omfattende skoletilbud, en længere skoledag osv. og med lokalaftaler kan det være vanskeligere at gennemføre, fordi så bliver der for snævre bånd om, hvad den enkelte lærer kan gøre.

I København, Århus og Silkeborg kommune har man også indgået en lokal arbejdstidsaftale med Danmarks Lærerforening. I Fredensborg forhandles der, og i Roskilde har man netop måtte droppe forhandlingerne. I Taastrup forhandler kommunen og den lokale lærerkreds om et maksimum antal undervisningstimer.