Københavns Kommune har netop afsat knap en million kroner til projektet, som i første omgang foregår i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 2018. Foto: Maria Hedegaard - Ritzau Scanpix

Kommune stiller jordemor til rådighed for gravide ansatte

Sygemeldinger fra offentligt ansatte med graviditetsgener koster hvert år statskassen millioner. Det skal nyt projekt afhjælpe.

Når offentligt ansatte sygemelder sig på grund af smerter og gener under graviditeten, koster det hvert år statskassen dyrt. Staten skal nemlig betale refusion tilbage til arbejdspladserne for graviditetsbetinget sygefravær.

Men med den rigtige vejledning kan en stor del af sygedagene blandt de gravide undgås.

Ifølge Københavns Kommune viser erfaringer fra Norge, at man ved at tilknytte en jordemoder, der kan rådgive og hjælpe de gravide, kan undgå op til en tredjedel af sygefraværet.

Jordemoderen kan hjælpe de gravide med at skelne mellem de helt normale gener, som en graviditet ofte giver, og symptomer, som man skal være mere opmærksom på.

Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Derfor vil Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning fremover have en jordemoder til rådighed for medarbejderne i det øjeblik, de informerer arbejdspladsen om graviditeten.

- Mange gravide oplever smerter og gener i forbindelse med arbejdet. Derfor er det vigtigt, at vi passer godt på vores medarbejdere og hjælper dem med at tilrettelægge arbejdsdagen, så vi kan hjælpe de gravide med at forebygge smerterne og blive på arbejdspladsen, fortæller sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Læs også Gravide Marie skal 7 måneder hen før en jordemoder har tid

En million kroner afsat

Københavns Kommune har netop afsat knap en million kroner til projektet, som i første omgang foregår i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 2018.

Ifølge Jordemoderforeningen er sygefravær blandt gravide et stigende problem, som jordemødre kan være med til at løse

- Jordemoderen kan hjælpe de gravide med at skelne mellem de helt normale gener, som en graviditet ofte giver, og symptomer, som man skal være mere opmærksom på. Når jordemoderen møder den gravide ude på hendes arbejdsplads, er der de bedste muligheder for både at tilrettelægge et forløb ud fra hendes jobsituation, men også for at være med til at styrke dialogen med ledelsen om at skabe de bedste rammer for at undgå sygemelding, siger formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo.

Læs også Principiel sag: Københavns Kommune tilbagebetaler fyrede gravide

Sygedage svarende til 74 årsværk i København

Ifølge Københavns Kommune havde gravide medarbejdere 32.683 graviditetsbetingede sygefraværsdage i 2016. Det svarer sammenlagt til 74 årsværk og koster staten et tocifret millionbeløb.

Alene i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der med 10.000 ansatte er landets største sundhedsforvaltning, havde medarbejderne i 2017 8.079 graviditetsbetingede sygefraværsdage, svarende til 31 årsværk.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at der er sammenhæng mellem arbejdsforhold og sygemeldinger under graviditeten:

 - Vi har flere medarbejdergrupper som køkken-, rengøring- og SOSU-personale, der foretager tunge løft. Ved at hjælpe dem med at tilpasse deres arbejdsdag, så de undgår smerter og gener, kommer det både den gravide, arbejdspladsen og borgerne i København til gode, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

I projektet skal jordemoderen give specialiseret rådgivning, så medarbejderne kan forebygge smerter og gener relateret til graviditeten. Desuden skal jordemoderen også være i kontakt med den gravides leder og sikre, at arbejdsopgaverne tilpasses til den gravides ressourcer.

Fakta om projektet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen:

  • Alle gravide tilbydes en samtale med en jordemoder, når graviditeten er kendt. Samtalen skal sikre, at den gravide tidligt bliver opmærksom på at begyndende gener skal adresses i opløbet
     
  • Jordemoderen vil typisk stå for 3-4 konsultationer, hvor der tilpasses individuelle forløb tilpasset den enkeltes behov og arbejdsopgaver. Det indebærer bl.a. øvelser til selvtræning.
     
  • Jordemoderen vil foretage arbejdspladsbesøg med henblik på henvisning til konkret ergonomisk rådgivning
     
  • Jordemoderen skal hjælpe med bevilling af hjælpemidler, der kan afhjælpe graviditetsrelaterede udfordringer
     
  • Der vil være kontakt mellem jordemoderen og den gravides leder for at sikre bedst mulige tilpasning af arbejdsopgaver til den gravides ressourcer.
Kilde: Københavns Kommune