Kommune skifter mening: Nu får kræftramt sygedagpenge

Først var han ikke syg nok til at modtage sygedagpenge. Nu vender Høje-Taastrup Kommune på en tallerken i sagen om 58-årige Erik Petersen, der er i strålebehandling mod prostatakræft. Det skriver Avisen.dk.

Derfor får han udbetalt sygedagpenge igen med tilbagevirkende kraft.

Det sker efter, at Erik Petersen gennem sin fagforening klagede over afgørelsen og Avisen.dk beskrev sagen.

Erik Petersen er glad for, at Høje Taastrup Kommune nu har åbnet for sygedagpengene. Det giver ham ro til at koncentrere sig om sin behandling.

"Men kommunen har hele tiden vidst, at jeg skulle i strålebehandling. Det sender man jo ikke folk i for sjov. Det er det for farligt til," siger Erik Petersen til Avisen.dk.

I afgørelsen for sygedagepenge-stoppet skrev kommunen tilbage i august, at Erik Petersen var rask nok til at varetage et arbejde, mens han ventede på behandling.

Nu skriver kommunen, at de har modtaget nye oplysninger fra hospitalet om Erik Petersens helbred, og derfor åbner op for sygedagpenge.

"Det fremgår, at du aktuelt er i behandling for en potentiel livstruende lidelse," skriver kommunen i afgørelsen.

Høje-Taastrup Kommunes jobcenter lægger vægt på, at Erik Petersen fik en operation mod prostatakræft i april og strålebehandlingen skal ses som et sammenhængende forløb. Det var kommunen ikke bekendt med før, står der i afgørelsen.

Men det er Erik Petersen ikke enig i.

"Der er ikke kommet nye oplysninger i sagen. Det eneste nye er, at lægeerklæringen er skrevet så soleklar, at kommunen kan forstå den," siger Erik Petersen.

Jobcenterchef i Høje-Taastrup Kommune Dorthe Nielsen oplyser til Avisen.dk, at kommunen har modtaget nye oplysninger i hans sag, og det er derfor sygedagpengene er genoptaget. Hun har ikke yderligere kommentarer til sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik