Helsingør Kommune Foto: TV2/Lorry

Kommune sendte syge i job hos konkursrytter

To kommuner bakkede ud i med det samme, da virksomhederne Energium og Plusgroup i sommer søgte fleksjobbere til ansættelse.

Sådan gik det ikke i Helsingør, der godkendte ansættelsen af otte fleksjobbere i de to virksomheder, der lå på samme adresse i et sommerhus med fire computere, og hvis ejere havde over 20 konkurser bag sig. Det skriver Avisen.dk.

Alene på sommerhusadressen i Tikøb er der registeret to konkurser og tre tvangsopløsninger de sidste tre år. Virksomheden stod til at tjene 37.000 kroner i statstilskud per fleksjobber.

Oveni havde Helsingør Kommune en sag kørende med virksomhederne, der havde fået tre måneder til at fraflytte deres ulovlige sommerhusadresse.

Kender ikke til konkurserne, siger områdeleder

I første omgang forklarer Helsingør Kommune til Avisen.dk, at den har tjekket, hvad den skulle. Men konfronteret med fakta er områdelederen for Center og Arbejdsmarked ikke så sikker.

"Jeg må blankt erkende, at jeg kender ikke noget til konkurserne, så have jeg nok lige bedt virksomhedskonsulenten tjekke en ekstra gang," siger Jan Henriksen til Avisen.dk.

I foråret havde partner i virksomhederne Energium og Plus Group Bo Voss Schrader kontakt med mindst tre kommuner i Nordsjælland. Han tilbød at ansætte en række fleksjobbere.

Virksomheden havde lavet en model, der betød, at de kunne hæve 50.000 i statsbetalt fleksjob-bonus for hver person, de ansatte. Efter seks måneder ville virksomheden have høstet 37.000 kroner kontant i overskud og 104 timers gratis arbejdskraft per ansat.

Til hensigt at tilegne sig fleksbonus, siger Fredensborg Kommune

I Fredensborg Kommune ringede alarmklokkerne med det samme. Kommunens kontrolgruppe og Skat tog ud og besøgte PlusGroup/Energium, der gerne ville tage fem fleksjobbere i hver to timer i hver af de to virksomheder.

De fandt et sommerhus med to skiveborde. Samtidig undrede kommunens sig over, at virksomhederne ikke ville have én fleksjobber på ti timer i stedet for fem fleksjobbere med to timer.

"Vi vurderede, at konstruktionen havde til hensigt at tilegne sig fleksbonus, mere end der var tale om reelt arbejde. Kontrolenheden tjekkede virksomheden, og sagde, at ejerkredsen bag havde 25 konkurser bag sig," siger Carsten Larsson, teamleder i Virksomhedsservice i Fredensborg Kommune til Avisen.dk.

To virksomheder på samme adresse

Sådan tænkte Helsingør Kommune ikke, selvom virksomhederne i sommerhuset stod til at få 400.000 kroner i bonus for de otte Helsingør-borgere.

Modellen med de to virksomheder på samme adresse var også lidt for smart for Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse, der styrer puljen for fleksjob-bonus. 5. juli sagde fonden nej til at udbetale dobbeltbonus og en uge senere sagde Bo Voss alle fleksjobberne op i Energium, den ene virksomhed.

Avisen.dk har talt med Bo Voss, der efterfølgende på mail afslår at besvare flere spørgsmål. Men han har sendt Avisen.dk det opsigelsesbrev, som fleksjobberne fik, da de også blev fyret i den anden virksomhed, PlusGroup, 24. juli dage senere.

I opsigelsen står der, at de er opsagt på grund af en avisen.dk-artikel fra samme dag om, at fleksjobbonus er en fed fidus, og at virksomheden af etiske årsager ikke vil indgå i "en fed job-fidus finansieret af regeringen".

7. august lukkede Beskæftigelsesministeriet hullet.

"Bonusordningen er ikke lavet for, at lidt for smarte selskaber kan få dobbeltbonus ved at ansætte en person i fleksjob i to forskellige datterselskaber et par timer hvert sted. Det er selvfølgelig ikke i orden, og derfor har vi strammet bekendtgørelsen," skriver Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Avisen.dk.