Kommune vil politianmelde ejere af kolonihavehuse i Hvidovre

Hvidovre Kommune har overvåget en kolonihave, fordi der er bygget alt for store huse. Beboerne er utilfredse og mener ikke, at de gør noget forkert.

I 80 år har der ligget kolonihaver i Præstemosen i Hvidovre. 295 huse, helt præcist. 70 af de huse er større end de 57 kvadratmeter, som kolonihavehusene egentlig må være. 

Det har Hvidovre Kommune fundet ud af ved at overvåge området med droner. 

- Det er en ret ubehagelig oplevelse for mange, sådan lidt; "Big Brother is watching you", så det føler vi er ret grænseoverskridende. 

Det fortæller Henrik Hansen, der er formand for grundejerforeningen Præstemosen. Han erkender, at nogle af husene er for store, og samtidig indrømmer han også, at flere bor på deres grunde hele året, selvom det ikke er tilladt. 

quote Hvorfor nu? Vi har haft lov til at leve vores liv i fred og ro hernede i de sidste 80 år uden kommunens indgriben

Henrik Hansen, formand for grundejerforeningen Præstemosen

- Det er sket, fordi man har haft en opfattelse af, at det har været almindeligt. Der er aldrig nogen, der er skredet ind over for det, så igennem mange år er der mange, der har bygget for stort. Tilsvarende med helårsbeboelse. Det har kommunen heller ikke rigtig interesseret sig for.

Henrik Hansen påpeger desuden, at det ikke som sådan er en lovovertrædelse, men en overtrædelse af en lokalplan, som kommunen har set stort på i 80 år. Derfor mener han og grundejerne i Præstemosen ikke, at kommunen kan komme nu og kræve ændringer.

Men det er lige præcis, hvad kommunen gør. De 70 huse som er bygget for stort skal lovliggøres. Både retsligt og fysisk. Det betyder, at nogle af husene skal gøres mindre. Det sker på baggrund af klager over forholdene, som kommunen nu vil rydde op i. 

- Hvorfor nu? Vi har haft lov til at leve vores liv i fred og ro hernede i de sidste 80 år uden kommunens indgriben, siger Henrik Hansen.

Han har sammen med grundejerforeningen og beboerne lavet et forslag til en ændring af lokalplanen. Desuden vil Præstemosen gerne have deres status lavet om, så det er tilladt at bo der hele året. Et ændringsforslag som betyder, at beboerne skal betale mere i SKAT, men som er mindre invasivt end kommunens krav.

quote Folk hernede er meget utrygge over Hvidovre Kommunes fremturen i denne her sag.

Henrik Hansen, formand for grundejerforeningen Præstemosen

Hvidovre Kommune har i dag ikke kommenteret på sagen, men hvis kolonihaveejerne nægter at lovliggøre deres huse, vil sagerne overgå til politiet. 

- Folk hernede er meget utrygge over Hvidovre Kommunes fremturen i denne her sag. Kommunen ejer stadig en del huse herude, og der er eksempler på at de har lejet dem ud til pensionister, og der er flere af de huse, der er bygget for stort, afslutter Henrik Hansen uforstående. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik