Kommune med opsang til cyklister: Vis mere hensyn

Cyklister og fodgængere skal være mere hensynsfulde, når de færdes på cykelstier og gader i København. Derfor skyder Københavns kommune en Sikker Cykelby-kampagne i gang fra på mandag.

01:12

Kort nyt

Flere end 300.000 cykler hver dag i København, og det giver trængsel, især de steder, hvor cyklister og fodgængere skal dele pladsen. Derfor vil der de næste tre uger blive ophængt plakater, som skal minde cyklister og fodgængere om at vise hensyn. Kampagnen er særlig synlig otte steder i byen, for eksempel ved Inderhavnsbroen, Ryparken Station og på Søruten.

- Hensyn på cykelstien handler i høj grad om at være opmærksom på andre, og det er ekstra vigtigt at give lidt plads og ind i mellem sænke farten, når fodgængere og cyklister skal deles om pladsen, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten.

Læs også Vejarbejde skaber farlige situationer for cyklister - nu tager kommune affære

I en undersøgelse fra 2016 angav 76 procent af cyklisterne i København, at de følte sig trygge i trafikken, men med en indsats ønsker man, at målet er at komme op på 90 procent i 2025.

- Vi ved, at det er børn, ældre og mere urutinerede cyklister, der vælger cyklen fra, hvis det opleves utrygt. Her spiller hensynet en stor rolle, så jeg er glad for, at vi med kampagnen minder københavnerne om, at der skal være plads til alle, også til fodgængerne, siger Ninna Hedeager Olsen.

Læs også København har fået første overdækkede cykelsti. Desværre er den midlertidig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik