Foto: Brian Bergman, Scanpix

Kommune lokker rygere: Kvit smøgerne og få et gavekort

Et nyt forsøg skal få de kortuddannede i Helsingør Kommune til at stoppe med at ryge. Til gengæld lokker kommunen med gavekort.

Helsingør Kommune deltager i et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge, om et økonomisk incitament kan få flere til at kvitte smøgerne.

Vi ved, at rygning stadig er den største udfordring for folkesundheden

Charlotta Pisinger, forskningsoverlæge, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed

Projektet, der er ledet af Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovestaden med støtte fra Trygfonden, skal med andre ord få rygerne til at erstatte cigaretterne med gavekort udstedt af kommunen.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi ved, at rygning stadig er den største udfordring for folkesundheden. Derfor bliver vi nødt til at undersøge, hvordan vi hjælper med at nedbringe antallet af rygere, og især dem der har sværest ved at stoppe, siger Charlotta Pisinger, der er forskningsoverlæge ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, til avisen.

Læs også Hvem ryger og drikker mest: Se det interaktive kort her

Det første kursusforløb starter allerede den 9. januar 2018 og det andet den 11. januar. Her er målgruppen særligt de kortuddannede rygere. 

Hvis de stopper med at ryge, får de til gengæld 1200 kroner i belønning i form af gavekort til Helsingør Bycenter. Gavekortene udleveres gradvist til deltagerne gennem de seks uger, som kurset varer - hvis de vel at mærke møder røgfri op til kursusgangene.

Kursusdeltagene testes for rene lunger med en kuliltemåling.

Læs også 5 apps til mobilen, der kan knække dine dårlige vaner

Rekruttering gennem opslag i boligområder

Allerede mandag i denne uge påbegyndte Helsingør Kommune rekrutteringen til forskningsprojektet. Det er blandt andet sket gennem opslag i boligområder.

Vi er spændte på at se, om rygestop med økonomisk belønning kan få flere til at kvitte smøgerne

Tove Dam, sundhedskonsulent i Helsingør Kommune

- Rygestop har gennem de sidste 10 år været en prioriteret indsats i Helsingør Kommune. I takt med at andelen af rygere er faldet, er det også blevet sværere at rekruttere til rygestopholdene, siger Tove Dam, der er sundhedskonsulent i Helsingør Kommune, til Frederiksborg Amts Avis og tilføjer:

- Mere end hver sjette borger ryger fortsat, og vi er spændte på at se, om rygestop med økonomisk belønning kan få flere til at kvitte smøgerne. 

Læs også Regionernes formand vil forbyde rygning på alle sygehuse

Rygestopkurser typisk gratis - men her får du penge

Selvom mange rygestopkurser oftest er gratis, får det ikke alle grupper af samfundet til at melde sig. Derfor kan nogle rygere have brug for en ekstra opmuntring, hvis cigaretterne skal lægges på hylden.

- Vi håber dette forsøg kan være én af løsningerne til at få flere i den svært tilgængelige målgruppe til at stoppe med at ryge. Hvis det virker, har vi endnu et redskab mod den folkesygdom, som rygning er, siger Charlotta Pisinger.

Både Frederiksberg og Halsnæs Kommune er med i det regionale forsøg udover Helsingør. Desuden er kommunerne Odense, Gladsaxe og Rødovre kontrolkommuner, skriver avisen. 

Læs også Herlev Hospital går mod strømmen: Intet rygeforbud her