03:06

"Det kan BT fortælle efter det i går kom frem, at børnehaven glemte 2-årige Sebastian i en skov for få dage siden."

Kommune klapper i i sagen om glemt børnehavedreng

En 2-årig blev i mandags efterladt alene i skoven af pædagogerne fra Udflytterbørnehaven Hestestalden. Kommunen nægter at udtale sig i sagen.

Det er ikke første gang, at pædagogerne i Udflytterbørnehaven Hestestalden, der ligger på Vesterbro, har glemt et barn.

Det bør have en konsekvens. Det er en alvorlig fejl

Peter Kjær, far til 2-årige Sebastian

Sidste år blev en sovende dreng glemt i bussen, efter den havde sat pædagoger og børn af ved børnehaven Hestestalden på Vesterbro.

Her gik det først op for personalet, at noget var galt, da faderen til barnet mødte op for at hente sin søn. Drengen blev senere fundet i bussen, der for længst var kørt fra børnehaven.

Episoden medførte en skærpelse af børnehavens procedurer for optælling af børnene.

Læs også To-årig glemt i skov i timevis: Det er sket i børnehaven før

Alligevel gik det igen galt for børnehaven i mandags.

Her blev den 2-årige Sebastian efterladt alene i skoven, hvor han blev fundet grædende på en trappe to en halv time senere.

Sagen har bragt manges sind i kog blandt brugerne på TV 2 Lorrys Facebookside. Her mener flere, at sagen bør få alvorlige konsekvenser for ansatte og ledelsen.

Ifølge 2-årige Sebastians far bør sagens også få konsekvenser. Han mener, at sagen er så alvorlig, at kommunen bør statuere et eksempel.

- Det bør have en konsekvens. Det er en alvorlig fejl, siger Peter Kjær, der er far til 2-årige Sebastian.

I mandags opdagede pædagogerne, at de havde glemt Sebastian i børnehavens udflytterafdeling, der ligger i skoven i Ishøj. Men det var først, da Sebastians mor skulle hente ham, at de fandt ud af, at han manglede.

- Som mor tænker man, "hvad laver min søn alene der i to en halv time?" Og han græd efter mor og far, sagde en tydeligt berørt Lea Kjær, der er mor til Sebastian, i mandags.

Peter Kjær håber nu, at kommunen med en tydelig konsekvens vil forhindre, at andre kommer ud for det samme som 2-årige Sebastian og familien oplevede.

Der skal generelt ske en gevaldig opstramning hos samtlige institutioner og det kunne jeg rigtig godt tænke mig, at vi fik ud af det her

Peter Kjær, far til 2-årige Sebastian

Hverken kommunens forvaltning eller Børne- og Ungeborgmester Pia Allerslev ville torsdag lade sig interviewe om, hvilke konsekvenser sagen har fået for de ansatte. 

Læs også Børnehave glemte 2-årig dreng i skov i Ishøj: Politiet fandt ham i tårer

"Vi kan ikke udtale os om konsekvenser for de involverede medarbejdere, da det er  fortrolige personaleforhold. Vi er i dialog med både den berørte familie og de øvrige forældre i institutionen, og vi gør alt, hvad vi kan for at genoprette deres tillid til os", skriver områdechef i Københavns Børne- og Ungdomsforvaltning, Kate Obeid, i en mail til TV 2 Lorry.

Ifølge Københavns forældreforening ligger problemet i institutionernes normering af ansatte og børn. Julie Kyndesgaard, der er fomand i foreningen, vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men kan godt forstå faderens harme.

- Jeg kan godt forstå, at man har lyst til, at der bliver statueret et eksempel. Det kan jeg sagtens, sagtens forstå, siger hun.

I løbet af den forgange uge har der været to lignende sager i hovedstadsområdet, men ifølge pædagogernes fagforening LFS København er fyring af pædagogerne ikke vejen frem. 

Læs også 2-årig forsvandt - tog Hillerød med Storm

- Et hvert barn der bliver glemt et eller andet sted er beklageligt og sørgeligt, men dem det går allermest ud over, og er mest hjerteskærende for, det er de ansatte, siger Jon Hoby, der er næstformand i LFS København, og fortsætter:

- Det er noget, man frygter som ansat. Og man må bare sige, at hvis der skal være konsekvenser for de ansatte, hvis de glemmer et barn, vil det betyde, at vi ikke kan bevæge os udenfor institutionernes matrikel.

Peter Kjær anerkender, at det er menneskeligt at fejle, men mener også, at det er vigtigt, at der bliver sendt et klart signal.

- Der skal generelt ske en gevaldig opstramning hos samtlige institutioner, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig, at vi fik ud af det her. At vi kunne være sikre på, at vores børn er i trygge rammer hver dag, siger han.