Kommune indrømmer fejl: Thomas bliver på bosted - indtil videre

Udviklingshæmmede Thomas Hansen skulle efter besparelser på handicapområdet i Københavns Kommune fraflytte sin lejlighed. Nu indrømmer kommunen, at de har lavet en fejl i behandlingen.

Foto: Jonathan Brask Onsberg / TV 2 Lorry

Først skulle han flytte, nu får han lov til at blive boende, men fremtiden er stadig usikker. 

Det kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned for Thomas Hansen og hans familie, efter Københavns Kommune har ændret holdning til, om han kan blive boende på sit bosted.

42-årige Thomas Hansen har de seneste 11 år haft sin egen lejlighed på bostedet Kuben i Københavns Nordvestkvarter, der er et bofællesskab for borgere med udviklingshæmning. 

Men på grund af Københavns Kommunes sparekrav på handicapområdet er kriterierne for, hvornår en borger er omfattet af målgruppen til et botilbud nu blevet ændret markant.

Med de nye retningslinjer lød kommunens vurdering, at Thomas' behov for støtte ikke længere var stort nok til at lade ham blive boende, og derfor skulle han fraflytte sit hjem.

Nu er der dog vendt op og ned på tingene. Forleden modtog Thomas Hansen et brev fra Københavns Kommune, hvori de skriver, at der er sket en fejl i sagsbehandlingen. Derfor trækker de nu deres afgørelse tilbage, indtil der træffes en ny afgørelse i sagen. 

- Vi er selvfølgelig meget glade for, at de nu har indrømmet, at de har lavet en fejl. Det er megte positivt, og vi er rigtigt lettede over det, siger Thomas' mor Lena Hansen til TV 2 Lorry. 

Rammer handicapede hårdt 

Det er langt fra kun Thomas Hansen, som er påvirket af Københavns Kommunes nye kvalitetsstandarder på handicapområdet, der blev vedtaget af Socialudvalget i februar. 

Tidligere har TV 2 Lorry også fortalt om Jeff Pitzner med Downs syndrom, der efter en årrække på flere bosteder snart skal klare sig selv. Også udviklingshæmmede Morten bliver ramt. Han kan ikke længere kan komme på ferie eller ture på grund af forringet økonomi. 

For Thomas Hansen betyder besparelserne, at han er blevet tilbudt en ny, egen lejlighed af Københavns Kommune. Men her har han ikke længere adgang til den hjælp og det fælleskab, som er i Kuben. 

Derfor er Thomas' og familien meget lettede over, at der har været fejl i sagsbehandlingen, efter de i flere omgange selv har klaget til kommunens over deres håndtering og afgørelse. 

- Da vi gav beskeden videre til Thomas, der var på arbejde ude hos TV Glad, da han modtog beskeden, var hans kommentar til kommunens indrømmelse: "Det var fandme på tide." 

- Vi har jo hele tiden sagt, at kommunen har lavet en fejl ved at sige, at Thomas ikke længere kunne blive boende her på botilbuddet Kuben, lyder det fra Thomas' mor Lene Hansen. 

02:38

Opfølgning på vores indslag om besparelser i Københavns Kommune, der rammer unge med et udviklingshandicap hårdt.

Luk video

Kommune indrømmer fejl

Mette Vedsmand er borgercenterchef i Københavns Kommune, og hun lægger sig fladt ned. 

- Vi har begået en fejl i Thomas' sag, og det er på alle leder og kanter en beklagelig situation, siger hun. 

Den normale praksis er, at kommunen sender en voksenudredningsmetode, en såkaldt VUM, ud til borgerne. Det er Københavns Kommunes retsikkerhed over for den enkelte borger. 

I en VUM kan borgerne i fællesskab med pårørende og eventuelt en advokat fremlægge oplysninger, såsom lægeoplysninger og andre forhold, som have betydning for en afgørelse. 

Men i Thomas' tilfælde har denne partshøring ikke fundet sted før afgørelsen, og derfor er afgørelsen blevet midlertidigt udskudt. 

- Jeg forstår godt, hvis de er kede af det og føler sig forvirret. I denne sitution er det dog den rigtige beslutning at udskyde afgørelsen, når vi har opdaget en fejl, som selvfølgelig ikke burde være sket, siger borgercenterchef Mette Vedsmand og fortsætter. 

- Man kan forvente, at sagen har en høj prioritering, nu hvor det er vores fejl, siger hun. 

Lene Hansen er som mor til Thomas nu fortrøstningsfuld, selvom afgørelsen er midlertidig. 

- Selvom sagen fortsat skal belyses fra alle sider, så tror jeg ikke, at kommunen smider Thomas ud i fremtiden. Vi har indhentet både en lægeerklæring og en erklæring fra hans arbejdsplads og fra Rigshospitalet. Så kommunens beslutning har hele tiden været en ommer, slutter hun.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik