SOSU-assistenter dyrker motion i arbejdstiden Foto: TV 2 Lorry

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Kommune indfører obligatorisk motion i arbejdstiden

Fra 2017 vil Københavns Kommune gøre motion obligatorisk for alle sosu-assistenter og -hjælpere på kommunens plejehjem og i hjemmeplejen.

Der skal ikke mere end en enkelt times ugentlig motion til, før det bliver lettere for kroppen at klare arbejdet på et plejehjem.

Derfor vil Københavns Kommune gøre motion obligatorisk i arbejdstiden for alle sosu-assistenter og sosu-hjælpere på kommunens plejehjem og i hjemmeplejen fra 2017.

Det skriver Politiken.

Planen er et resultat af et 3-årigt pilotprojekt, som kommunen har kørt for ansatte på en række plejecentre, der har dyrket obligatorisk motion i arbejdstiden.

I alt har 600 medarbejdere fordelt på 10 plejecentre deltaget i projektet.

Efter tre år melder 47 procent, at arbejdet er blevet mindre hårdt, skriver avisen. 

Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Ninna Thomsen, SF, ser projektet som en sikring for en gruppe medarbejdere, hvor det fysiske ikke har været prioriteret.

- Nu er vi nødt til at tænke arbejdsmiljø på den lange bane for den her gruppe. Det handler først og fremmest om, at der ligger et arbejdsgiveransvar, men også om skatteyderne, for hvis folk forlader arbejdsmarkedet, er det os alle sammen, der skal dække ind, siger Ninna Thomsen, til Politiken.

Tiltaget glæder Charlotte von Mehren, der er faglig sekretær i sosu-assistenternes fagforbund, FOA.

- Det her er jo alt sammen kun for at undgå, at kroppen bliver slidt af at gå på arbejde. Der kommer en arbejdsstyrke, der fysisk er bedre i form. Og så vil de være på arbejdsmarkedet i længere tid, siger hun til avisen.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, tager dog ikke lige så pænt imod projektet.

Han kalder den obligatoriske træning i arbejdstiden kontroversiel og autoritær.

- Jeg synes, det er et ret vidtgående krav at stille. Ud over at man nedsætter den service, man skal give til borgerne, flugter det også med samfundets sundhedstyranni, hvor man ikke må ryge og drikke, og hvor man skal spise sundt. Man fratager folk friheden til at leve og have det arbejdsliv, som de har lyst til, siger Flemming Ibsen, til Politiken.