Kommune i økonomiske problemer: Nedskæringer rammer borgerne

Hørsholm iværksætter en øjeblikkelig genopretningsplan med ”hård økonomisk opbremsning”. Det betyder fyringer og nedskæringer, som borgerne vil kunne mærke.

Hørsholm Kommunes økonomi er under markant pres.

Selvom 2019 kun er få dage gammel står det allerede nu klart, at kommunen kommer til at overskride budgettet. I denne uge er økonomiudvalget blevet orienteret om, at kommunen forventer merudgifter på 23 millioner kroner i år.

Derfor skal kommunen nu foretage markante besparelser, mens kommunalbestyrelsen skal genforhandle et nyt budget blot tre måneder efter, det seneste blev vedtaget.

Årsagen til det skredne budget skal især findes på social- og sundhedsområdet. Uforudsete udgifter til indlæggelser, det specialiserede børneområde og voksenhandicapområdet er årsagen, forklarer borgmester Morten Slotved fra De Konservative til TV 2 Lorry.

- Grunden til, at vi reagerer så kraftigt, er, at vi kommer ud med underskud på 17 millioner i 2018, og at vi allerede her i første halvdel af januar i 2019 kan se, at vi rammer en overskridelse på 23 millioner i 2019. Det skal vi reagere på, siger han.

quote Den økonomiske situation er alvorlig og stærkt bekymrende

Pernille Halberg Salamon, kommunaldirektør

Genopretningsplan sat i gang

Derfor sætter kommunen omgående gang i en genopretningsplan for at få økonomien på ret kurs.

- Den økonomiske situation er alvorlig og stærkt bekymrende. Og hvis ikke vi gør noget drastisk her og nu, så bliver vores kassebeholdning yderligere reduceret til et uholdbart niveau. Så vi bremser vores udgifter nu for at få genoprettet økonomien, udtaler kommunaldirektør Pernille Halberg Salamon til kommunes hjemmeside.

quote Det er en hård kur, der ikke kan undgå at få negative konsekvenser for borgerne

Morten Slotved, borgmester

Kommunens genopretningsplan indebærer en hård økonomisk opbremsning med anlægsstop, tidlig hjemtagelse af lån og ikke mindst driftsreduktioner i kommunens forskellige enheder.

Den kuldsejlede økonomi betyder imidlertid også, at det budget, kommunalbestyrelsen vedtog i oktober sidste år, skal genforhandles efter bare tre måneder i effekt.

Betyder fyringer og konsekvenser for borgerne

Hørsholms økonomiske situation med den nye genopretningsplan kommer med al sandsynlighed til at få den konsekvens, at nogle af kommunens ansatte vil miste deres job, forklarer borgmesteren.

quote Det vil utvivlsomt betyde nedskæringer

Morten Slotved, borgmester

- Vi har meldt tilbageholdenhed ud i hele kommunen. Vi laver ansættelsesstop på rådhuset, og vi kommer til at skære i budgetterne. Det bliver hele vejen rundt. Udmøntningen af det skal de enkelte enheder selv finde ud af, men det vil utvivlsomt betyde nedskæringer, siger borgmester Morten Slotved.

Genopretningsplanen igangsættes øjeblikkeligt, oplyser kommunen. Og den vil borgerne kunne mærke.

- Det er en hård kur, der ikke kan undgå at få negative konsekvenser for borgerne. Det er imidlertid nødvendigt for at opretholde en holdbar økonomi, siger borgmesteren.

Genopretningsplanens elementer

  • Tidlig hjemtagelse af lån
  • Anlægsstop fra 82 til 58 millioner kroner
  • Driftsreduktioner, i form af:
    - Ansættelsesstop på rådhuset i 2019 svarende til 5-8 millioner kroner
    - Driftsreduktioner i 2019 på ikke-rådhus enheder svarende til samlet 15 millioner kroner
    - Indefrysning af overførsler 2018/19
    - Handleplaner på special- og sundhedsområderne
    - Tidlig hjemtagelse af indtægter
    - Generel forbrugstilbageholdenhed
  • Salg af PH Park og Ådalsparkvej 2

 

Kilde: Hørsholm Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik