Kommune hyrede vagter for at sikre personale: Nu er børnehave brændt

Natten til onsdag brændte en børnehave i Høje-Taastrup, hvor en 14-årig dreng har erkendt overgreb mod flere børn. Nu reagerer borgmesteren på hændelsen.

Klokken 23.57 tirsdag kom meldingen om brand i en børnehave i Høje-Taastrup til Beredskab Øst.

Børnehaven Taastruphøj stod i flammer blot dagen efter, at en 14-årig dreng, der var i skolepraktik i institutionen, erkendte, at han havde begået overgreb mod fem piger i børnehaven.

Skoleeleven har overfor kommunen erkendt at have kysset piger fra børnehaven på munden, ligesom han har berørt dem uden på tøjet. 

Siden overgrebene kom frem, har personalet i børnehaven været udsat for massivt pres, både på grund af sagens i sig selv voldsomme karakter, og fordi forældre til børn i institutionen har reagerede mod personalet.

Det bekræfter borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler, Kons., tidligt onsdag overfor TV 2 Lorry. Han er chokeret over, at børnehaven nu er brændt til grunden.

quote Der var brug for at tage hånd om vores personales sikkerhed, efter nogle forældre reagerede relativt vredt mod dem

Michael Ziegler, Borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Kons.

- Jamen, det er jo rigtig skidt det her. Det er klart, at man kan tænke mange ting, men brandårsagen må være en opgave for politiet at fastslå, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.

Borgmester: Vagter ved børnehave skulle sikre personale

Michael Ziegler fortæller desuden, at kommunen så sig nødsaget til at tage vare på deres personales sikkerhed, efter sagen om overgrebene begået af den 14-årige, som har været i skolepraktik i den pågældende børnehave i seks måneder, kom frem. 

Her ses vagt foran institutionen Taastruphøj tirsdag
Her ses vagt foran institutionen Taastruphøj tirsdag
Foto: TV 2 Kosmopol

- Der stod vagt foran børnehaven tirsdag på grund af den meget kedelige sag med overgrebene. Der var brug for at tage hånd om vores personales sikkerhed, efter nogle forældre reagerede relativt vredt mod dem, efter det der er sket, siger Michael Ziegler til TV 2 Lorry.

Vagtordningen var ikke tænkt som en permanent løsning, men skulle ifølge borgmesteren hjælpe personalet "umiddelbart efter forældrene fik besked".

quote Vi har ikke haft nogen som helst formodning om, at der skulle ske det, som er sket her

Michael Ziegler, Borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Kons.

På trods af vagtordning og frygt for personalets sikkerhed kommer nattens brand bag på borgmesteren. 

- Vi har ikke haft nogen som helst formodning om, at der skulle ske det, som er sket her. Vagtordningen var baseret på den vrede, der opstod blandt nogen forældre i kølvandet på det, der er foregået i institutionen.

Børn skal i reserveinstitution

Kommunen har allerede nu iværksat en plan for de børn, som gik i den nu nedbrændte børnehave. De bliver i dag passet i børnehaverne Taastrupdal og Solsikken.

I den kommende tid vil de blive passet i kommunens reserveinstitution.

- Jeg ved, at forældrene bliver informeret fra klokken 06.20 her til morgen, siger Michael Ziegler til TV 2 Lorry kort efter klokken 07.00.

Forældre vil både modtage et brev fra kommunen, ligesom de vil blive kontaktet personligt, oplyser borgmesteren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik