Kommunalt sygefravær koster 17.000 arbejdsdage

Roskilde Kommunes borgere kunne få glæde af kommunens ansatte 17.000 dage mere om året, hvis det kommunale sygefravær var på niveau med de tre kommuner i Region Sjælland, som har det laveste sygefravær.

Det viser helt nye tal fra DI - organisation for
erhvervslivet. Og tallene bekymrer formanden for DI
Roskilde/Køge Bugt, Peter Gjedde. Ikke mindst, fordi Roskilde
Kommune samtidig har en højere skatteprocent end gennemsnittet i
Region Sjælland.
- Det er ledelsens ansvar at sikre, at medarbejderne trives,
og sygefraværet er så lavt som muligt. Det vil give gladere
medarbejdere og mere offentlig service og måske også lavere
skat. Derfor håber jeg, at kommunernes ledelse vil sætte fokus
på problemet de kommende år, siger Peter Gjedde.
Han håber samtidig på, at de penge som kommunen vil spare på
at få sygefraværet ned, vil blive brugt på skattelettelser.
- En fornuftig beskatning gør det lettere at få medarbejderne
til at yde en ekstra indsats på kontoret eller i lagerhallen.
Derfor håber jeg, at kommunalbestyrelserne vil lægge en strategi
for, hvordan de som minimum får kommuneskatten ned på
landsgennemsnittet, siger Peter Gjedde.
Hos Roskilde Kommune erkender borgmester Poul Lindor Nielsen
(S), at sygefraværet ligger højere end gennemsnittet.
- Det er en meget fin teoretisk udregning fra DI. Vi er
bevidste om, at vi har et sygefravær over gennemsnittet, og vi
har en gennemarbejdet personalepolitik, som skal sende
sygefraværet ned. Eksempelvis er vores udgifter i 2008 til
vikarer inden for ældreplejen faldet en del. Så vi er på rette
vej, siger Poul Lindor Nielsen.Sygefraværet i de kommuner i
Region Sjælland med lavest fravær er på knap 13 dage årligt. I
Roskilde er fraværet oppe på 16 dage om året.
Ifølge Beskæftigelsesministeriets beregninger koster
sygefraværet i de danske kommuner samfundet 37 mia. kroner
årligt.