Kommunalt ansat stjal 1,2 millioner af kassen

Torsdag eftermiddag falder der dom i en opsigtsvækkende sag ved Retten i Roskilde.

På anklagebænken sidder en midaldrende kvinde, der tidligere har været ansat i ydelsescentret under Roskilde Kommune. Hun har tilstået at have stjålet 1.244.237,00 kroner af kommunekassen, skriver Avisen.dk.

Sagen er blot det seneste af en række eksempler på offentlige ansatte, der er blevet enten politianmeldt eller dømt for bedrag. Og det får et af Danmarks største revisions- og rådgivningsfirmaer, BDO, til at beskylde kommunerne for at have for sløset en kontrol.

Nicolai Porslund, der er registreret revisor og partner i BDO mener, at det er "problematisk", at kassen med skatteborgernes penge er så åben, som den er i visse kommuner.

"Hvis kommuner og regioner sørger for, at deres forretningsgange bliver bedre, så det bliver vanskeligt at tage af kassen eller lave andre former for svindel og bedrageri, så er der ikke så mange, der bliver tilskyndet til at gøre det," siger han til Avisen.dk.

Overførte penge til egen bankkonto 56 gange

I den aktuelle sag fra Roskilde kommune var det medarbejderens job at overføre sygedagpenge og kontanthjælp til kommunens borgere. Men hun overførte også penge til sin egen bankkonto, og for ikke at blive opdaget overførte hun mindre beløb hele 56 gange.

Ifølge BDO er det ikke muligt at lukke ned for al snyd, men revisionsfirmaet mener, at der er plads til klare forbedring i det offentlige.

"Det er mennesker, der er tale om, så der vil ske svigt. Men det er vigtigt, at kommuner og regioner gør, hvad de kan for at lukke hullerne, så kommunekassen ikke står åben. På den måde beskytter ledelsen også de ansatte, der kunne finde på at gøre sådan nogle ting," siger Nicolai Porslund.

Bedrag sker oftest, hvor der kun er én ansat, der har med penge at gøre

Ifølge BDO er risikoen for bedrageri ikke størst på rådhuset, men på de kommunale institutioner.

"Det er tit de steder, hvor der kun er en ansat, der har med penge og bilag at gøre, at fristelsen er størst. Det kan være børnehaver eller plejehjem, der for eksempel administrerer indlagte patienters midler," siger Nicolai Porslund.

Der findes ikke en opgørelse over, hvor stort omfanget af bedrageri i kommunerne er, men ifølge Kommunernes Landsforening (KL) er det kun et begrænset problem. Og Karsten Thystrup, der er kontorchef på KL's juridiske kontor, mener ikke, at den kommunale kontrol kan klandres.

Hvis en lønmodtager vil snyde, er det svært at gøre noget ved

"Ledelsens kontrol vil på et eller andet tidspunkt afsløre, hvis der er en medarbejder, der systematisk malker kassen. Men hvis der sidder en lønmodtager og vil snyde, er det svært at gøre noget ved," siger kontorchefen til Avisen.dk.

Selvom bedrageriet i Roskilde lader til at være opklaret, er administrationschef Maria Tvarnø ærgerlig over sagen.

"Jeg er meget ærgerlig over sagen af to grunde. For det første synes jeg, at det er strengt at stjæle skatteborgernes penge. For det andet skaber en sådan situation et tillidsbrud i forhold til teamet af kolleger, og det udløser en vældig stor belastning på arbejdspladsen," siger hun til Avisen.dk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik