Borgmester Michael Ziegler (th), Konservative, giver stor fratrædelsesbonus til kommunaldirektør (tv). Men direktøren fortsætter i jobbet. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix / Høje-Taastrup Kommune

Kommunaldirektør får millionfratrædelse, men fortsætter i jobbet

Kommunaldirektøren i Høje-Taastrup Kommune får 1,4 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse for at forsætte i sit nuværende job.

Kommunaldirektøren i Høje-Taastrup Kommune, Lars Holte, er en holden herre.

Udover sin årlige hyre, får han nu et millionbeløb i fratrædelsesgodtgørelse.

Det besynderlige er blot, at han ikke fratræder sin stilling.

Til sommer kan direktøren således se 1.406.343 kroner og 20 øre tikke ind på sin konto, mens han forsætter i jobbet, som om intet var hændt.

Det skriver Taastrup Nu, der har fået aktindsigt i sagen.

Fortsætter med årsløn på 1,9 millioner

Grunden til, at kommunaldirektøren får den store sum penge for at fortsætte i sit job, er, at han i 2012 blev ansat på en kontrakt på seks år, en såkaldt åremålskontrakt.

Det var den nuværende borgmester, Michael Ziegler, Konservative, der var med til at ansætte og forhandle kommunaldirektørens kontrakt.

Kontrakten udløber den 31. juli 2018 - samme dag modtager han fratrædelsesgodtgørelsen på 1,4 millioner kroner.

Lars Holte fortsætter dog i sin stilling, fordi økonomiudvalget i kommunen har valgt at forlænge hans ansættelse med yderligere tre år, skriver Taastrup Nu. 

Dagen efter den gamle kontrakts udløb, træder en ny kontrakt i kraft - og den giver kommunaldirektøren en ny årsløn på næsten 1,9 millioner kroner.

Høje-Taastrup Kommunes kommunaldirektør, Lars Holte, får til sommer 1,4 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse, men fortsætter i sin stilling. Foto: Høje-Taastrup Kommune

Kan se frem til ny godtgørelse om tre år

Kommunaldirektørens forlængelse sker, efter borgmester Michael Ziegler indstillede til, at Lars Holte blev forlænget. Genansættelsen blev færdigbehandlet den 7. februar.

I den nye kontrakt, der nu løber frem til 2021, kan Lars Holte se frem til at modtage en halv million kroner i godtgørelse ved kontraktens udløb.

Borgmester Michael Ziegler sidder i disse sage som KL's chefforhandler ved de nedbrudte overenskomstforhandlinger.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra borgmesteren.

Mandag har Michael Ziegler på sin facebook-profil forklaret milliongodtgørelsen. Læs borgmesterens forklaring her:

Læs også Borgmester om milliongodtgørelse til kommunaldirektør: Svært at forsvare