Kommunal udligning: Hovedstaden betaler - Jyderne får vejene

Hovedstadsområdet betaler 14 milliarder i kommunal udligning. Samtidig har statens trafikinvesteringer været tre gange så høje i Midtjylland.

Nok er nok. Sådan er beskeden fra kommunerne i hele hovedstadsområdet, som samlet betaler hele 14 milliarder i kommunal udligning til landets øvrige kommuner.

Samtidig har hovedstadsområdet på en række områder større udfordringer end provinsen. Trængslen på vejene er et godt eksempel. Hele 42 procent af landet samlede spildtid i trafikken sker i hovedstadsområdet.

Trods det har staten investeret tre gange så mange penge pr. borger i det midtjyske.

42 procent af landets samlede spildtid i trafikken sker i hovedstadsområdet
42 procent af landets samlede spildtid i trafikken sker i hovedstadsområdet
Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Bilkøer i Nordsjælland

Ifølge tal fra Vejdirektoratet spilder bilisterne i hovedstadsområdet samlet 140.000 timer om dagen på at blive forsinket i trafikken. Pendlerne på Hillerødmotorvejen er blandt dem, der er hårdest ramt.

Ejendomsmægler Oskar Kure Lenau bor i Hillerød, og ved alt om hvad det vil sige at sidde fast i myldretiden.

De får den største udligningsregning i 2018

  1. Gentofte -3.221 millioner kroner.

  2. Rudersdal -1.966 millioner kroner.

  3. Frederiksberg -1.479 millionerkroner.

  4. Lyngby-Taarbæk -1.441 millioner kroner.

  5. København -1.082 millioner kroner.

  6. Aarhus -914 millioner kroner.

  7. Hørsholm -894 millioner kroner.

  8. Roskilde -772 millioner kroner.

  9. Furesø -660 millioner kroner.

  10. Egedal -557 millioner kroner.

Kilde: Beregninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

- I myldretiden tager det en times tid, når der ikke er trafik, tager det en halv time. Når jeg kører ind til byen, forsøger jeg så vidt muligt at køre uden for de der knudetidspunkter, siger han til TV 2 Lorry.

Oskar Kure Lenau fra Hillerød kender alt til forsinkelser i trafikken.
Oskar Kure Lenau fra Hillerød kender alt til forsinkelser i trafikken.
Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

"Stop forskelsbehandling"

Hovedstadskommunerne har lavet et samarbejde, de kalder "Stop Forskelsbehandlingen" for at råbe landspolitikerne op. De mener, at Christiansborg bliver nødt til at justere udligningen, så Hovedstadskommunerne kommer af med færre penge. 

- Vi har trængsel, vi har sociale problemer, vi har uddannelsesmæssige uligheder, som for mig at se betyder, at det er forkert, når den kommunale udligning får lov til at stige, siger Kirsten Jensen til TV 2 Lorry. 

Bilister i Midtjylland spilder samlet 68.000 timer om dagen på forsinkelser i trafikken. I hovedstadsområdet er tallet 140.000.
Bilister i Midtjylland spilder samlet 68.000 timer om dagen på forsinkelser i trafikken. I hovedstadsområdet er tallet 140.000.
Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Ingen køer i Jylland

I Midtjylland spilder pendlerne 68.000 timer pr. dag på forsinkelser. Morten Kirkgaard pendler hver dag fra Ikast til Århus.

- Nogen få gange har jeg siddet i kø på motorvejen, så har det været på grund af uheld eller sådan noget. Men decideret kø - det sker faktisk aldrig, siger Morten Kirkegaard. 

Morten Kirkegaard fra Ikast oplever aldrig forsinkelser
Morten Kirkegaard fra Ikast oplever aldrig forsinkelser
Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Tal fra "Stop Forskelsbehandlingen" viser altså, at staten siden 2009 har brugt tre gange så mange penge pr. borger i Midtjylland som i Hovedstadsområdet.

Tallet er 13.300 kr. for hver midtjyske. I samme periode har hver borger fra hovedstadsområdet fået veje for 4.700 kr. Hillerøds borgmester understreger, at det er godt for væksten i hele landet, at vi har en stærk Hovedstadsregionen.

De vinder mest på udligning i 2018

  1. Lolland 885 millioner kroner.

  2. Odense 883 millioner kroner.

  3. Guldborgsund 665 millioner kroner.

  4. Slagelse 613 millioner kroner.

  5. Sønderborg 574 millioner kroner.

  6. Brøndby 557 millioner kroner.

  7. Randers 511 millioner kroner.

  8. Aabenraa 501 millioner kroner.

  9. Tønder 457 millioner kroner.

  10. Esbjerg 434 millioner kroner.

Kilde: Beregninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

- Mange af de ting som skal understøtte hovedstadsområdet er også nogle ting, som Folketinget skal være med til at beslutte. De skal beslutte, om der skal bygges veje og jernbaner for eksempel, og det er de altså også nødt til at tænke på, at de skal investere hos os, siger Kirsten Jensen, borgmester i Hillerød (Soc. Dem). 

Hillerøds Borgmester, Kirsten Jensen (Soc. Dem), mener, at udligningen er gået for vidt.
Hillerøds Borgmester, Kirsten Jensen (Soc. Dem), mener, at udligningen er gået for vidt.
Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Pengene udlignes mod vest

Men selvom trafikinvesteringerne er havnet i det midtjyske, og køerne er længst i Hovedstadsområdet, ja så går udligningskronerne den anden vej.

Hillerød skal af med 443 mio. kr. i kommunal udligning, og Ikast Brande modtager 165 millioner. Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen (Soc. Dem) mener, at Hillerødmotorvejen for længst burde have været bygget færdigt.

- Når man ved, hvor billigt det vil være, at bygge den motorvej færdigt, så er det svært at se på, at det ikke er sket endnu. Især når vi også oplever en stigning i landsudligningen, siger hun.

Ikast/Brandes borgmester, Ib Lauritsen (Venstre) mener ikke, at man kun skal bygge nye veje for at fjerne køer:

- Vejene skal jo ikke kun bygges, der hvor der bor mange mennesker. De er jo også tænkt som noget, der skal forbinde forskellige områder med hinanden. Der må man jo bare erkende, at vi bor lidt mere spredt i Jylland, siger han til TV 2 Lorry.

Ifølge Kurt Houlberg fra Vive, skal udligningen sikre ens service i landets kommuner.
Ifølge Kurt Houlberg fra Vive, skal udligningen sikre ens service i landets kommuner.
Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Den kommunale udligning skal sikre, at der er nogenlunde samme niveau på tilbuddene til borgerne i landets kommuner. Først ser man på kommunernes indtægter. Hvor mange gode skatteborgere har de, der spytter i kassen? Så ser man på udgifterne, hvor mange børn ældre og borgere med socialeudfordringer har den enkelte kommune. Efter en kompliceret beregning tager man fra de kommuner med mange penge, og giver til de der har mindre.

- Målet er, at kommunerne skal have nogenlunde lige vilkår, for at kunne levere service til borgerne, siger Kurt Houlberg, som er ekspert i kommunal udligning hos forskningsinstitutionen Vive, som hører under Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Stor stigning

Siden 2007 er udligningen steget fra 7 til 14 milliarder kroner. For de penge kunne hovedstadsområdets borgmestre have betalt løn til mere end 30 tusinde kommunale medarbejdere, anlagt 5000 fodboldbaner eller bygget 70 spritnye tresporede skoler.

- Jeg tror, at stigningstaksten i udligningen også er udtryk for, at der er nogen, der mener, at det står meget værre til alle andre steder i Danmark end i hovedstadsområdet. Men i hovedstadsområdet har vi jo også problemer, siger hun til TV 2 Lorry.

Ikast/Brandes borgmester mener, at det er naturligt, at alle borgmestre gør, hvad de kan, for at udligningen kommer netop deres kommune til gode:

- Jeg kan nemt forstå alle de borgmestre, der siger, at pengene gerne skulle falde ved mig, siger Ib Lauritsen, Venstre, TV 2 Lorry.

Ikasts borgmester, Ib Lauritsen (Venstre), forstår godt, at alle borgmestre mener, at udligningen burde komme netop deres kommune til gode.
Ikasts borgmester, Ib Lauritsen (Venstre), forstår godt, at alle borgmestre mener, at udligningen burde komme netop deres kommune til gode.
Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry

Han mener, at det er misvisende, når hovedstadskommunerne trækker et enkelt område som trafikinvesteringer ud og fokuserer på det. Alle kommuner vil kunne finde et område, hvor de er ringere stillet en gennemsnittet, udligningen sker i en stor samlet vurdering.

- Der er noget helt skævt, hvis der findes politikere i Danmark, der tror at udligningssystemet er til for at bygge veje. Det er fuldstændig misforstået. Det er beregnet til, at vi cirka kan have den samme service i forhold til vores borgere, siger Ikast/Brandes borgmester, Ib Lauritsen (Venstre).  

Oskar Kure Lenau fra Hillerød tror, at udviklingen både i trafikinvesteringer og udligning skyldes, at politikerne ude i landet har været gode til at råbe Christiansborg op.

- Jeg tænker, der må sidde nogle lokale politikere der, som slår sig på, at vi skal bruge en masse penge på det, siger han til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik