Foto: TV 2 Lorry

Kommunal rygestop-hjælp for storrygere

27 kommuner landet over giver storrygere op til 1.700 kroner til indkøb af hjælpemidler til rygestop. I København diskuteres det om det offentlige skal betale for behandlingen.

Tusindvis af storrygere, som er på offentligt støttede rygestopkurser, får betalt indkøb af nikotintyggegummi eller -plaster af skattekroner. Det gør de, fordi en lang række kommuner giver tilskud til rygestop-hjælpemidler, så rygere kan slippe af med den sundhedsskadelige vane.

Men den praksis møder nu kraftig modstand, for der sættes spørgsmålstegn ved, om det bør være en opgave for de offentlige kasser at betale danskernes regninger til rygestop-hjælpemidler, skriver Berlingske.

Den kommunale støtte varierer fra 1.000 og op til 1.700 kroner pr. deltager og gives typisk som værdikuponer, der kan bruges til indkøb af rygestop-hjælpemidler på apoteker.

Erfaringer fra blandt andet København indikerer, at den økonomiske håndsrækning ser ud til at øge andelen af kursusdeltagere, som forbliver røgfrie i en længere perioder efter kurset. Alligevel støder ordningen på kritik.

»Som udgangspunkt synes jeg ikke, at det er en kommunal kerneopgave at betale for rygestopmidler. For har man haft råd til at ryge, vil man nok også have råd til at købe de remedier, der skal til for at hjælp én til at holde op med at ryge. Hvor langt skal man gå? Skal vi også til at betale for for eksempel slankemidler?« spørger medlem af sundheds- og omsorgsudvalget i Københavns Kommune Caroline Stage (V).

I hovedstaden har 541 deltagere på kommunens rygestopkurser i løbet af 2014 modtaget tilskud til rygestopmidler.

En opgørelse viser, at den økonomiske støtte har ført til en højere »succesrate«: I gruppen af deltagere med støtte til rygestopmidler var der ved afslutningen af kurset 69,9 procent, som var blevet røgfrie - efter seks måneder var 35,3 procent det fortsat. I gruppen, som ikke fik støtte til indkøb, var succesraten på henholdsvis 58,8 og 30 procent.

Ifølge sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) skal tilskud til rygestoppræparater fortsat være en naturlig del af tilbuddet.

»Det er jo en slags forebyggende medicin i stil med antabus til alkoholikere, som der har været tilskud til i årtier.

Rygning er skyld i et meget stort antal dødsfald, og hvis vi ser på de udgifter, vi har til patienter med for eksempel KOL og hjerte-kar-sygdomme, er tilskud til rygestopmedicin småpenge. Hvis det kan få blot en enkelt storryger til at stoppe, vil det være en rigtig god investering,« siger sundhedsborgmesteren.